Af Cheanne Nielsen, suppleant i Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti
Det er mig fortsat en gåde, hvordan politikere kan brokke sig over, at det danske arbejdsmarked er for ”kønnet”. At postulere, at det at have et køn, skal tages i opløbet ved at certificere pædagoger, så de har kompetencer til at overbevise børn om, at de ikke nødvendigvis er piger eller drenge. Det er nu blevet ambitionen på Københavns rådhus.
Hvis jeg en dag fik en datter, så kan jeg love jer for, at jeg ville investere massivt i glimmer og lyserøde balsko, i prinsessekjoler og alle de klassiske Disneyfortællinger, hvor ”… de levede lykkeligt til deres dages ende”. Fik jeg en dreng, skulle den stå på drengefarver og drengelegetøj, for det er der noget, der hedder, og det er der intet ondskabsfuldt i. Og det ekskluderer ikke nogen som helst.
Jeg ville håbe på, at min søn ville prøve at springe soldat eller påtage sig andre beskytter- eller forsørgerroller. Men hvis det ikke var sagen for nogen af dem, hverken min søn eller datter, så ville jeg acceptere det på stedet. Jeg ville aldrig sætte spørgsmålstegn ved deres interesser. Til gengæld ville jeg gå temmelig hårdt til den pædagog, der nægtede nogen som helst børn at lege med, hvad og hvem, de havde lyst til.
Hør nu her. Det er forældrenes ansvar, og privilegium i øvrigt, at vise deres børn den første og den største vej i livet. Politik har ikke noget som helst at gøre i børneværelset eller på blå stue. Alligevel er der en ubehagelig tendens til at gøre børn til små politiske projekter. Og det er simpelthen ikke i orden. Jeg har ikke mødt dén autoritet, der river Barbie-dukker ud af hænderne på nysgerrige drenge eller den blå flyverdragt af en lille pige. Hvis det er tilfældet, så er det vel pædagogen, der trænger til en snak med nærmeste leder? Den tillid bør man vise dem, der tilbringer mange timer med børnene i løbet af dagen. Det gør man altså ikke, når man overcertificerer, hvem jeg vil kalde børnenes tillidsmænd.
Jeg kan ikke få øje på behovet for at neutralisere alt, hvad der har med børns opvækst og læring at gøre. Det er ikke politikeres angst for traditioner, der skal præge et barn. Børn har brug for rammer. De bryder sikkert ud af dem senere i livet. Og det er faktisk helt okay. Vis nu tillid til systemet.
Så kære velmenende normkritiske politikere på Københavns rådhus: Før I uddanner pædagoger i normkritik, så lær en skeptiker, hvorfor.
Med venlig hilsen fra en normkritiker-kritiker.
