Folketingsformand presser statsministeren: Kom og forklar dig om røde pressechefer

0
2072
Statsminister Mette Frederiksen (S), der her ses til et klimamøde onsdag på Marienborg med repræsentanter for erhvervslivet, får nu en kraftig opfordring fra sin partifælle i folketingets formandsstol: Mød op til et samråd og forklar dig om ansættelsen af pressechefer. Foto: Niels Christian Vilmann/Scanpix 2019

Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S) har på vegne af politisk flertal sendt et brev til statsministeren, hvor hun anmodes om at møde op til et samråd om ministeriernes mange ansættelser af pressechefer med baggrund i Socialdemokratiet og SF

Statsminister Mette Frederiksen (S) slipper ikke for at skulle forklare sig om ansættelsen af mistænkeligt mange pressechefer i ministerier, der har baggrund i Socialdemokratiet eller har relationer til ministrene.

I hvert fald ikke hvis det står til Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S) og et flertal i Folketingets Udvalg for Forretningsorden.

De borgerlige partier og støttepartiet Det Radikale Venstre har indtil nu forgæves forsøgt at få statsministeren til at deltage i et samråd om ansættelserne. Det har hun afvist og meddelt, at det er de enkelte fagministre, der må forklare sig om deres ansættelser.

Men den begrundelse godtages ikke af Folketingets formand Henrik Dam Kristensen. Han sendte tirsdag aften et brev til statsministeren. I brevet, som er skrevet på vegne af flertallet i Udvalget for Forretningsorden, skriver han blandt andet:

”(…) Det er flertallets opfattelse, at der findes spørgsmål af sådan overordnet og principiel betydning for regeringens funktioner som helhed, herunder regeringens forhold til og samarbejde med Folketinget og det politiske og administrative system i øvrigt, at det er naturligt og nødvendigt, at det er statsministeren, som stiller sig til rådighed for drøftelser herom med Udvalget for Forretningsorden”.

Syv røde pressechefer

Berlingske kunne for tre uger siden afsløre, at seks ud af otte nyansatte pressechefer i ministerierne har haft tilknytning til Socialdemokratiet eller en af de nye ministre. Siden er der kommet endnu en pressechef til, som har tætte relationer til Socialdemokratiet og støttepartiet SF, nemlig den nye kommunikationschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Gry Möger Poulsen. Hun er tidligere SFU-formand og har været politisk rådgiver for klimaminister Dan Jørgensen, dengang han var medlem af Europa-Parlamentet.

Pressechefer i ministerierne er en del af det neutrale embedsværk og må derfor ikke være politisk udpegede. Derfor har det vakt opsigt, at så mange af de nye pressechefer har en fortid i bl.a. Socialdemokratiet. Det gælder eksempelvis den nye pressechef i Erhvervsministeriet, Mads Koldby, der startede i jobbet 1. oktober. Han kommer fra et job som presserådgiver i Socialdemokratiet.

Skaarup: Markant slagside

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup er en af dem, der har kritiseret de mange ansættelser:

“Der er jo en helt markant slagside i det her, og det ser ud til, at man meget strukturet har udskiftet en række pressechefer med røde pressechefer. Det tror jeg ikke, danskerne kan lide,” sagde han til Berlingske i oktober

Liberal Alliance har kaldt ansættelserne ekstremt betænkelige, og venstres politiske ordfører Sophie Løhde er også stærkt kritisk:

“Man skal ikke diskvalificeres til et job som embedsmand i centraladministrationen, bare fordi man har arbejdet for et parti. Men det skal bestemt heller ikke være sådan, at man bliver begunstiget, fordi man har partibogen i orden og har arbejdet for socialdemokraterne,” har hun udtalt til Berlingske.

S: Er foregået efter bogen

Også professor emeritus ved Københavns Universitet, Tim Knudsen, har kaldt tendensen for “mere massiv end noget vi har set tidligere”, og Enhedslistens Rosa Lund har også udtrykt betænkelighed.

Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen har igen og igen forsvaret ansættelserne, som han siger er foregået helt efter bogen via ministeriernes ansættelsesudvalg. Statsministeren selv afviste også kritikken, da hun tirsdag mødte pressen efter Folketingets spørgetid.

Brevet fra Folketingets formand til statsministeren kan læses her.