Dansk Folkepartis folkeskoleordfører Alex Ahrendtsen er godt tilfreds med ny folkeskoleaftale, som bl.a. giver skolerne mulighed for at indføre karakterer fra 6. klasse. ”Det her er det endelig opgør med folkeskolereformen af 2013,” siger Alex Ahrendtsen
Folkeskolen bliver sat mere fri med den folkeskoleaftale, som regeringen tirsdag indgik med Liberal Alliance, Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti.
Aftalen indeholder 33 initiativer og giver større frihed til de enkelte skoler, eksempelvis mulighed for at indføre karakterer fra 6. klasse og til at indføre kortere skoledage.
Der bliver også frihed til at afskaffe understøttende undervisning og til selv at beslutte, hvordan idræt/bevægelse skal foregå.
Med aftalen får eleverne i 8. og 9. klasse dobbelt så mange valgfagstimer som i dag, og der indføres et helt nyt fag om teknologiforståelse. De ældste elever får desuden mulighed for at komme i juniormesterlære, hvor de kan være 1-2 dage på en virksomhed, erhvervsuddannelse, FGU-institution eller kommunal ungdomsskole
Opgør med folkeskolereform fra 2023
Dansk Folkepartis folkeskoleordfører Alex Ahrendtsen kalder aftalen ”det endelig opgør med folkeskolereformen af 2013”. Han er begejstret over flere elementer:
”Vi hæfter os især ved, at der skal laves læreplaner i stil med, hvad vi kender fra gymnasiet, og som vi allerede foreslog i 2021. Derudover er vi glade for, at skoledagen bliver kortere, understøttende undervisning bliver afskaffet og erstattet af en timebank, som skolelederne kan bruge på tolærerordninger, inklusion mm,” siger Alex Ahrendtsen.
Aftalen pumper 740 millioner kroner årligt ind i folkeskolen, når den er fuldt indfaset. Desuden afsættes der et engangsbeløb på 540 millioner kroner til flere fysiske bøger.
”Skolerne vil opleve mere frihed, men en frihed der er forankret i tillid og i indhold. Det her en god aftale for skolerne, forældrene og eleverne,” siger Alex Ahrendtsen.
Minister: Magt flyttes fra Christiansborg
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye siger, at regeringen ønsker en fagligt stærk folkeskole med ro i klassen, mindre skærm og mere lokal valgfrihed.
“Derfor fremlagde vi i efteråret en lang række forslag. Nu har vi lavet en bred aftale, der først og fremmest flytter magt fra Christiansborg til lokal beslutning. Derudover vil eleverne opleve flere timer med praktiske valgfag. En markant investering i bedre faglokaler. Og flere rigtige bøger i skoletasken,” siger ministeren.