Flertal mod planer om moské i Holbæk

0
3643
Da Tyrkisk-Islamisk Kultur-og Undervisningscenters ansøgte om tilladelse til at ombygge et bowlingcenter til moske i Holbæk, blev Brabrand kulturforenings moske i Aarhus (billedet) nævnt som eksempel på den byggestil, man ville benytte. Kilde: Holbæk Kommune / Lone Backs Arkitekter

Tre ud af fem medlemmer af klima-og miljøudvalget i Holbæk har sagt nej til planer om stormoské. Nu skal sagen op i byrådet, hvor der dog også tegner til at være flertal imod. En moské vil styrke parallelsamfund, mener Dansk Folkeparti i Holbæk

Dansk Folkeparti i Holbæk var ikke alene om at sige nej til planerne om et islamisk kulturcenter med moské, da sagen onsdag blev behandlet i kommunens klima- og miljøudvalg. Socialdemokratiet og Liberal Alliances medlemmer af udvalget sagde også nej, skriver Nordvestnyt, og dermed stod 3 ud af 5 medlemmer i vejen for at sætte gang i den lokalplanændring, som er forudsætningen for, at et nuværende bowlingcenter på Mellemvang 5 kan ombygges til moské, kulturcenter og imambolig.

Enhedslisten har dog sendt sagen videre til kommunalbestyrelsen, men da de tre modstanderpartier tilsammen sidder på 18 ud af kommunalbestyrelsens 31 pladser, så tyder det pt. ikke på, at moskéen bliver til noget.

Det er disse bygninger, som ønskes ombygget til et islamisk kulturcenter med en moské. Foto fra bilag til kommunal sag

Som ditoverblik skrev forleden, er det foreningen Tyrkisk Islamisk Kultur- og Undervisningscenter for Børn og Unge, der står bag planerne. Bygningerne på Mellemvang 5 ligger tæt på boligormået Vang-kvarteret, der er på statens ghettoliste, og det er et af Dansk Folkepartis argumenter imod mosképlanerne:

“Det er jo en holdning, DF generelt har, at vi stemmer nej til det her. Men der er også en større udfordring ved ønsket om at lave et kulturcenter. I DF er vi ikke imod, at der er forskellige trosholdninger. Men det er, som om de er ved at lave et parallelsamfund, og Vangkvarteret ligger tæt på. Hvis de vil integreres, er det her i hvert fald ikke løsningen,” siger John Harpøth (DF), der er formand for klima-og miljøudvalget i Holbæk, til Nordvestnyt.

I følge ansøgningen til kommunen skulle det tyrkisk-islamiske kulturcenter rumme to bederum til hhv. 300 mænd og 150 kvinder, et kulturcenter, undervisningslokaler og en bolig til imamen. Foreningen var for to år siden langt fremme med lignende planer et andet sted i Holbæk. Dengang var der et flertal for planerne udenom DF i byrådet, men projektet strandede, da bygningen, der skulle have huset moskéen, i stedet blev solgt til et busselskab.

Læs også: Planer om stormoske ved siden af ghetto i Holbæk