Feel the Bern: De rødes Trump

0
1421
Senator Bernie Sanders slog eftertrykkeligt forhåndsfavoritterne Elizabeth Warren og Joe Biden i New Hampshire. Pete Buttigieg fik endnu et stærk valg. Foto: TIMOTHY A. CLARY/Ritzau Scanpix

Allerede efter bare to delstaters valg af præsidentkandidat er opgøret hos det demokratiske parti reduceret til et opgør mellem feltets yngste, Pete Buttigieg, og den ældste, Bernie Sanders

Flere af de andre kandidater har givet op og måske er den tidligere favorit Joe Biden ved at gøre det samme. Den tidligere vicepræsident under Barack Obama har ført stort inden afstemninger startede for alvor. Men i valgkampen virker han gammel, uoplagt og sjusket – og det gav ham blot en femteplads i New Hampshire – bag kandidater, som de færreste amerikanere rigtig kender.

Ude i kulissen venter den tidligere borgmester fra New York, Michael Bloomberg, og hans milliarder. Han blev skrevet på stemmesedlen af en del vælgere i New Hampshire, selvom han ikke gad stille op der. Han svinger først rigtig i gang i marts op til den såkaldte super tirsdag, hvor femten delstater vælger deres kandidat.

Den sidste, der prøvede det, var en anden eks-borgmester fra New York, Rudy Giuliani. Og det gik ham sølle, for vælgerne i USA har det med at straffe den slags arrogance. Derfor er det svært at finde mange, der tror på Bloomberg trods et afbalanceret politisk program, et sympatisk væsen og milliarder til at føre valgkamp for.

Bernie Sanders jubler da sejren ved primærvalget i New Hampshire er en kendsgerning. Foto: TIMOTHY A. CLARY / AFP

Panik hos demokraterne

Mange kommentatorer taler om panik i det demokratiske parti, hvor de, der i dag sidder på magten, ikke tror på Bernie Sanders og hans politik – og da slet ikke på hans chancer mod en Donald Trump. Faktisk er det Bernie Sanders’ største bedrift, at han har gjort det helt ok at tale om socialisme i USA – hvad der ellers har vakt samme følelser som at være i kirken og samtidig vise sympati for Satan. Men the establishment hos demokraterne tror – nok med rette – at det stadig er for skrap kost for det store flertal af politisk aktive i USA.

Måske skulle de bekymrede se lidt nærmere på tallene fra New Hampshire, for nok er Bernie Sanders med 26 procent lidt foran Pete Buttigieg og hans 24 procent. Men nummer tre – dagens største overraskelse – Amy Klobuchar trak 20 procent. Og den relativt ukendte senator kommer ikke bare fra Midtvesten som Buttigieg – hun deler også hans relativt moderate holdninger – og dermed har et pænt flertal i New Hampshire stemt for en moderat linje.

Bernie Sanders, Pete Buttigieg og Amy Klobuchar. Fotos: Joseph Prezioso / AFP

Fælles stil

Hvis man skulle have lyst til et værtshusslagsmål på en bar, der også har fans af Bernie Sanders som kunder, kan man enten sige, at han ikke kan slå Donald Trump – eller at han ligner ham. Bernie Sanders’ fans tror blindt på, at han kan vinde trods amerikanernes åbenlyse uvilje mod mandens lyst til højere skatter og omfordeling af velstand. Tilbage står, at de to mænd i slutningen af halvfjerdserne deler mange lighedspunkter – ikke bare i den meget populistiske stil, de bruger overfor vælgere og modstandere.

På hver deres måde taler de af hjertet til de amerikanerne, der er blevet sat af under de sidste årtiers optur. Trump med den klassiske amerikanske historie om at de fattigste jo også har en chance for at blive rige, eller i det mindste nyde godt af fremgangen. Sanders med sin vilje til at tage fra de rige og dele ud til (nogen af) de fattige.

Vigtigst er måske at deres vælgere minder meget om hinanden – og ikke altid med modsat fortegn. Trumps vælgere er stadig begejstrede for hans genbrug af sidste kampagnes slogan: Make America Great Again. Så meget at de med glæde går rundt med MAGA kasketter og venter på et slagsmål med de mange landsmænd, der hader Trump af hjertet.

Begejstrede Bernie Sanders-fans under et valgmøde New Hampshire. Foto: REUTERS/Mike Segar

Bernie Sanders og hans endnu mere banale slogan “Feel the Bern” skaber samme følelse af begejstring hos mandens egen menighed. De er klar til at slå på tæven for ham – i det mindste på de sociale medier. Da hans rival Pete Buttigieg lige præcis smuttede forbi Sanders ved vælgermøderne i Iowa i sidste uge, udløste det et syrebad til ham på de sociale medier, at redaktionen her sjældent har oplevet noget lignende.

Og så er der det personlige – begge to er fra New York og vokset op i den tid, hvor newyorkerne turde tro på, at deres by var verdens centrum. Samme alder så de kunne have gået i skole i sammen – hvis det ikke lige var for det at Trump kom fra det finere og mere forstadsagtige Queens, mens Sanders kommer fra det mere rå Brooklyn.