Pia Kjærsgaard: “Kina skal ikke blande sig i, hvem jeg mødes med”

0
1774
Pia Kjærsgaard besøgte præsident Tsai Ing-wen under sit seneste besøg i Taiwan i efteråret 2019. Det udløste en protest fra den kinesiske ambassade til Folketinget. Foto fra Pia Kjærsgaards facebookside

Den kinesiske ambassade protesterede til Folketinget, fordi Pia Kjærsgaard i oktober besøgte Taiwan sammen med en delegation fra DF. “Jeg støtter til fulde det taiwanske demokrati. Det skal Kina altså ikke blande sig i,” skriver Pia Kjærsgaard på Facebook

Det udløste en vred telefonbesked til Folketingets direktør fra Kinas ambassade, da DFs tidligere formand Pia Kjærsgaard i oktober sidste år besøgte Taiwan sammen med en delegation fra Dansk Folkeparti.

Det fortæller Jyllands-Posten, der har fået aktindsigt i et kort resumé om ambassade-henvendelsen.

Heraf fremgår det, at Kina var utilfreds med Pia Kjærsgaards besøg og hendes udtalelser under besøget. Præcis hvad kineserne var sure over, fremgår ikke at notatet. Men de har formentlig været vrede over, at Pia Kjærsgaard mødtes med Taiwans præsident Tsai Ing-wen, som hun ønskede held og lykke med det forestående valg. Kina anerkender nemlig ikke Taiwan og ser ø-staten som en del af fastlandskina.

Pia Kjærsgaard siger til Jyllands-Posten, at den kinesiske kritik af hendes pro-taiwanske synspunkter ikke kommer bag på hende. Hun har besøgt Taiwan siden slutningen af 1980erne, og har flere gange mødt repræsentanter for kommunist-Kina og ”fået at vide at det var helt galt, det jeg var i gang med”.

Kritikken får hende dog ikke til at ændre kurs. Tværtimod. Hun er vred over det kinesiske pres. Som hun skriver i dag på Facebook:

”I forbindelse med mit besøg i Taiwan ønskede jeg blot præsident Tsai Ing Wen held og lykke med det forestående valg. Jeg støtter til fulde det taiwanske demokrati. Det skal Kina altså ikke blande sig i!”.

Rohde tager sagen op i Folketingets præsidium

Den kinesiske henvendelse til Folketinget har fået den radikale Jens Rohde til at reagere. Rohde, der er medlem af Folketingets præsidium, vil tage sagen op i præsidiet:

”Jeg opfatter det som pres på vores institution, når man vælger at ringe til direktøren,” siger Jens Rohde til Jyllands-Posten.

Han mener, at der skal laves en fast procedure for, hvordan Folketinget kan markere en klar afvisning ”hvis fremmede magters ambassader forsøger at lægge pres på vores institution”.

Sagen om den kinesiske henvendelse til Folketinget kommer efter to andre sager, hvor Kina har forsøgt at lægge pres på i Danmark. For to uger siden krævede den kinesiske ambassade en undskyldning af Jyllands-Posten, fordi avisen bragt en tegning med coronavirus i det kinesiske flag, og få dage efter kom det frem, at ambassaden har forsøgt at presse Københavns Kommune til at få en skulptur foran Christiansborg af kunstneren Jens Galschiøt fjernet. Skulpturen ”Denmark Stands with Hongkong” er en støtte til demonstranterne i Hongkong, der protesterer over det kinesiske styres voksende indflydelse i bystaten.