DFer truet, da han satte valgplakater op

0
2406
Erik Høgh-Sørensen har skrevet om problemerne med hærværk i valgkampen i et læserbrev i Nordjyske.

Folketingskandidat Erik Høgh-Sørensen har fået stjålet 50 plakater. Da en af hans frivillige hjælpere ville sætte nye op, blev han truet

Trusler og hærværk har ramt folketingskandidat og regionsrådsmedlem Erik Høgh-Sørensens valgkamp i Nr. Sundby i Nordjylland. Erik Høgh-Sørensen har blandt andet fået stjålet 50 valgplakater, og da en af hans frivillige hjælpere, Jamie Voldby, mandag ved 17-tiden ville sætte nye valgplakater op, blev han truet af to mænd, mens han stod på en stige. De bad ham forsvinde, hvilket han afviste.

”Jeg undgik formentlig kun at blive overfaldet, fordi jeg tog min mobiltelefon frem og var klar til at filme. Jeg meldte omgående truslerne til politiet og kunne gengive adskillige af cifrene fra bilens nummerplade. Det var en sølvgrå bil, formentlig en Skoda Octavia,” siger Jamie Voldby i en pressemeddelelse.

Gerningsmændene beskrives som to mænd med mellemøstlig udseende, og truslerne hænger formentlig sammen med, at Erik Høgh-Sørensen har markeret sig som en kritiker af islam:

”Som folketingskandidat påtaler jeg de sider af islam, som er skadelige for det danske samfunds sammenhængskraft. Derfor går unge indvandrere nok målrettet efter lige netop mine plakater. Jeg er Jamie Voldby dybt taknemlig for hjælpen og for den måde, hvorpå han håndterede truslerne. Vi lader os ikke kue,” siger Erik Høgh-Sørensen.

I netop Nr. Sundby er talrige af Høgh-Sørensens plakater blevet stjålet og udsat for hærværk. DF-kandidatens princip er at svare igen ved at hænge nye plakater op, hvor de gamle er hevet ned. Alt efter princippet ”så kan de lære dét der med demokrati”.

”Jeg oplever undertiden trusler, ikke mindst på Twitter. Det hører åbenbart med til politik, men jeg finder det endnu mere uacceptabelt, at frivillige hjælpere bliver truet,” siger Høgh-Sørensen.