DF vil gøre det mere attraktivt for seniorer at tage et job

0
2868
"Vi bør også se på, om vi kan få flere seniorer i spil," siger DFs formand Kristian Thulesen Dahl (DF) til Ritzau. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Gør det mere attraktivt for seniorer at tage et job. Sådan lyder DFs forslag til at skaffe mere arbejdskraft til erhvervslivet

Erhvervslivet skriger på arbejdskraft, og nu kommer Dansk Folkeparti med sit bud på, hvordan virksomheder og kommuner kan skaffe flere ansatte. DF vil give en ‘jobpræmie’ til seniorer, der vælger at give den en skalle på arbejdsmarkedet, inden de går på pension.

“Der er meget fokus på unge og en lavere dimittendsats, og om vi skal have flere udlændinge ind ved at sænke beløbsgrænsen. Men vi bør også se på, om vi kan få flere seniorer i spil,” siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til Ritzau.

“Vi bliver kimet ned af folk, der fortæller os, at de har svært ved at finde et job, når de er fyldt 55 år. Samtidig har vi en gruppe pensionister, som i højere grad end i gamle dage gerne vil arbejde lidt ved siden af,” siger han.

“Det er klart, at en 67-årig måske ikke kan arbejde på et tag som håndværker, men så kan det være, at han kan afløse en anden i et andet job, som kan omskoles til at arbejde på taget,” siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau

Modregning i pension skal fjernes

Regeringen og arbejdsmarkedets parter tog torsdag hul på trepartsforhandlingerne om manglen på arbejdskraft. Blandt de forslag, der bør indgå i forhandlingerne, er en lempelse af reglerne for, hvor meget pensionister må tjene ved siden af pensionen, mener DF.

Dansk Industri er enig i, at seniorerne udgør et potentiale. DIs arbejdsmarkedspolitiske chef Steen Nielsen foreslår overfor Ritzau, at modregningen i folkepensionen helt afskaffes og at den skattefrie præmie til efterlønnere, der bliver på arbejdsmarkedet, fordobles.