DF vil gøre det billigere at være medlem af folkekirken

0
4224
Arkivfoto

Dansk Folkeparti vil indføre et fradrag til folkekirkens medlemmer. Det skal få færre til at forlade folkekirken af økonomiske årsager

Det skal være billigere at være medlem af Folkekirken. Dansk Folkeparti vil indføre et fradrag for medlemskab af folkekirken, sådan som det kendes fra eksempelvis fagforeninger. Dermed håber DF, at færre vil forlade folkekirken af økonomiske årsager.

“Udspillet skal støtte kristendommen i Danmark og modvirke de faldende medlemstal, der er i folkekirken. Det har overrasket mig, at det ikke er dyrere at indføre et fradrag, og derfor vil vi i forslaget lægge op til at indføre et fradrag, der skal komme de laveste indtægtsgrupper til gode,” siger Morten Messerschmidt til Kristeligt Dagblad.

Flere melder sig ud

Sidste år var der 42 % flere, der meldte sig ud af folkekirken, sammenlignet med året før. I følge Kristeligt Dagblad tyder meget på, at en presset privatøkonomi får folk til at spare kirkeskatten væk.

“Det kan ikke passe, at det skal være den økonomiske krise, der gør, at man melder sig ud af folkekirken,” siger Morten Messerschmidt til Kristeligt Dagblad.

“Det kan ikke passe, at det skal være den økonomiske krise, der gør, at man melder sig ud”

Morten Messerschmidt til Kristeligt Dagblad

Finansministeriet har på Dansk Folkepartis anmodning lavet beregninger, der viser, at et fradrag for kirkeskatten vil koste statskassen 1,3-1,4 milliarder kroner årligt.

Biskop Henrik Stubkjær, Viborg Stift, ser positivt på ideen om et fradrag.

“Selvom det formentlig er små tal, er der noget, der tyder på, at den øgede inflation har fået nogle til at melde sig ud af folkekirken. Så hvis et fradrag kan styrke os i kirken, vil jeg se positivt på det,” siger Henrik Stubkjær til Kristeligt Dagblad.

Læs mere i Kristeligt Dagblad her (kræver abonnement)