DF vil give julecheck til pensionister

0
6948
Social- handicap- ældre- og ligestillingsordfører Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Dansk Folkeparti vil forhøje ældrechecken med 2000 kroner, som skal udbetales op til jul

Julen er en svær tid for mange ældre, der ikke har råd til julegaver, julearrangementer og diverse andre juleudgifter. Det vil Dansk Folkeparti råde bod på. DF foreslår, at der indføres en særlig julecheck til pensionister på 2000 kroner. Julechecken skal gå til alle, der er berettiget til ældrechecken, dvs. ældre der kun har en lille eller ingen indtægt ud over folkepensionen.

”Der er et stort ønske hos de pensionister, som har mindst, om at få lidt mere i julemåneden, så de f.eks. har råd til at købe julegaver til børnebørnene. Derfor foreslår vi, at ældrechecken forhøjes med 2000 kroner, som udbetales i slutningen af november,” siger Dansk Folkepartis ældreordfører Karina Adsbøl.

DF tager forslaget med til forhandlingerne med regeringen om næste års finanslov.

”Hvis vi kommer i realitetsforhandlinger om finansloven, håber jeg da, at regeringen vil se positivt på vores forslag. Jeg får mange henvendelser fra ældre, og jeg ved det er et stort ønske at kunne have lidt ekstra i julen,” siger hun.

I 2021 er ældrechecken på op til 18.400 kr. før skat pr. år. Beløbet afhænger af, hvor meget man tjener ud over folkepensionen. For at få del i ældrechecken, må ens likvide formue højest være 91.900 kr.