DF stiller betingelser for at pege på V-statsminister

0
1527
DFs formand Kristian Thulesen Dahl med Lars Løkke Rasmussens samtalebog, der til alles overraskelse udkom midt i valgkampen, og hvor Venstre-formanden talte om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Den og andre meldinger fra Venstre har skabt usikkerhed om Venstres kurs i bl.a. udlændingepolitikken, mener Kristian Thulesen Dahl. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Usikkerheden om Venstres linje på udlændingeområdet får fremover Dansk Folkeparti til at stille betingelser, hvis DF skal pege på en Venstre-statsminister. Venstre skal garantere, at man ikke vil arbejde tættere sammen med radikale

En samtalebog, hvor daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lægger op til et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. En udmelding fra samme Løkke dagen før valget, hvor Det Radikale Venstre tales ind i et regeringssamarbejde. Og et Venstre-gruppemøde i mandags, hvor tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg bliver kørt ud på et sidespor.

Alt sammen har det skabt så meget usikkerhed omkring den politiske linje i Venstre, at Dansk Folkeparti nu skærper tonen overfor sin store borgerlige samarbejdspartner. DF vil fremover stille betingelser for at pege på Venstres formand som statsminister. Det sagde formanden Kristian Thulesen Dahl, da han og gruppeformand Peter Skaarup onsdag eftermiddag holdt pressemøde efter DFs sommergruppemøde i Rebild.

”Siden 1998 har vi betingelsesløst peget på Venstres formand som statsminister. Efter valgene har vi hver gang afleveret en seddel hos dronningen, hvor der ikke stod andet end  navnet på Venstres formand. Men i fremtiden agter vi at stille betingelser. Hvis vi skal pege på Venstres formand, så kræver det, at man ikke går videre ad et spor, hvor radikale tales ind i et regeringssamarbejde,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Bekymret over at Støjberg vrages

DF-formanden siger, at Venstre som det store borgerlige parti ”har serveretten”. Men DF er blevet bekymret over Venstres linje på udlændingeområdet, ikke mindst efter det dramatiske gruppemøde i Venstre mandag, hvor Inger Støjberg, der står for den strammeste udlændingepolitik i Venstre, stillede op som kandidat til gruppenæstformandsposten, men blev vraget til fordel for Sophie Løhde. På trods af at Støjberg med 28.420 personlige stemmer ved valget er en af mest populære politikere i Venstre.

”Vi bliver bekymret over, at man fravælger Inger Støjberg. Vi frygter, at Venstre fortsætter den linje, som blev lagt i slutningen af valgkampen, hvor man distancerer sig fra Dansk Folkeparti og tilnærmer sig De Radikale. Hvis man gør det, så er der tale om et nybrud, og så er vi nødt til at råbe vagt i gevær,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti opfordrer også Lars Løkke Rasmussen til at give en klar udmelding om, hvorvidt han bliver som formand frem til næste valg. Det sker efter ugers spekulationer om fremtidens formandskab i Venstre. Spekulationer, som Lars Løkke Rasmussen forsøgte at lægge låg på fredag aften, da han i et facebookopslag sagde, at han og Venstre er klar til at kæmpe ”for at vinde nøglerne tilbage”.

”Vi vil gerne have, at Lars Løkke Rasmussen betrygger os i, at han faktisk vil være der til at kæmpe kampen i hele valgperioden. Hvis han gør det, så respekterer vi selvfølgelig fuldstændig det valg,” sagde Kristian Thulesen Dahl på pressemødet.