Dansk Folkeparti stod onsdag bag en hasteforespørgsel til regeringen om de danske fremmedkrigere, der har kæmpet for Islamisk Stat. Budskabet fra DF er klart: Regeringen skal gøre mere for at forhindre, at fremmedkrigerne komme til Danmark
Regeringen siger ét men gør noget andet, når det gælder om at forhindre fremmedkrigere i at komme til Danmark.
Det mener Dansk Folkeparti, som onsdag havde indkaldt justitsminister Nick Hækkerup (S) og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til hasteforespørgsel i Folketinget om, hvad regeringen vil gøre for holde tidligere IS-kæmpere med dansk statsborgerskab ude af landet.
Statsminister Mette Frederiksen har flere gange sagt, at fremmedkrigerne er uønskede i Danmark, og samme budskab lød fra de to ministre under dagens hasteforespørgsel. Mette Frederiksen har også sagt, at der skal ses på de internationale spilleregler, som ”beskytter de forkerte”, og hun vil se på muligheden for at stramme loven yderligere. Men i Folketinget onsdag understregede justitsministeren, at der er internationale forpligtelser, som eksempelvis gør, at vi er forpligtet til at udstede et pas til en person med dansk statsborgerskab.
DF: Rammerne skal udvides
Men Dansk Folkeparti vil have regeringen til at udfordre de internationale forpligtelser:
”Man kan godt have lidt fornemmelsen af, at regeringen med statsministeren i spidsen kommer med nogle hårde, klare og firkantede budskaber til den danske befolkning, men når det så kommer til arbejdet herinde, så tager det lidt længere tid, og måske når vi ikke i mål, når det kommer til stykket. Og mens man så sender en faceopdatering ud om, at disse mennesker ikke har noget at gøre i Danmark, så lander den første fremmedkriger i lufthavnen,” sagde DFs formand Kristian Thulesen Dahl med henvisning til IS-krigeren Ahmed el-Ha, som mandag i sidste uge ankom fra Tyrkiet til Danmark.
DF-formanden fortsatte:
”Vi vil gerne hjælpe regeringen med, at der bliver overensstemmelse mellem det de siger, de gør, og så den faktiske virkelighed. Ud over, at vi skal gøre alt, hvad der er muligt indenfor de eksisterende rammer, så skal vi også finde ud af, hvor vi skal udvide rammerne. Når statsministeren f.eks. siger, at hun er parat til at ændre konventioner med forkert indhold, så er det et godt sted at starte,” sagde DF-formanden.
Regeringen vil stramme pasloven
Han pegede på to måder, som rammerne bør udvides på: Den nyligt vedtagne hastelov skal strammes, så statsborgerskabet også kan tages fra fremmedkrigere, der kun har dansk statsborgerskab, og en ny lov om at fremmedkrigeres børn ikke automatisk skal have dansk statsborgerskab bør efter DFs opfattelse også have tilbagevirkende.
Så langt er regeringen ikke villig til at gå. I stedet arbejdes på en mindre stramning: Justitsminister Nick Hækkerup oplyste, at regeringen arbejder på en ændring af pasloven, så danske statsborgere skal kunne miste deres pas i op til tre år, hvis politiet eller PET har mistanke om, de vil deltage i en væbnet konflikt i udlandet. I dag kan passet kun inddrages i ét år.
Dagens debat kan ses på Folketings-TV her.
FAKTA: FORSLAG TIL VEDTAGELSE
Dansk Folkeparti, Konservative og Nye Borgerlige stillede dette forslag til vedtagelse under onsdagens hasteforespørgsel om fremmedkrigerne:
“Folketinget opfordrer regeringen til at tage ethvert tænkeligt skridt indenfor grundlovens rammer, der kan forhindre fremmedkrigerne der har kæmpet for terrororganisationen Islamisk Stat i at komme til Danmark, og opfordrer samtidig regeringen til ikke på nogen måde at hjælpe fremmedkrigerne mens de opholder sig i udlandet”.