Venstre virker som et hus i splid med sig selv og Socialdemokratiet vil gerne lyde mere tough’e end de i virkeligheden er, når det gælder udlændingepolitikken. For begge partier gælder det samme: Der sker ikke rigtig noget
En analyse fra DitOverblik
Man kan mene, at Venstre og Socialdemokratiet ikke har så forfærdelig meget tilfælles.
Udover altså en jublende begejstring for EU, hvor forskellene i holdning er bekymrende få og små.
Begge partier har da også siden valgkampen haft travlt med at lægge luft til hinanden ovenpå den efterhånden på flere måder forhenværende Lars Løkke Rasmussens valgkampsflirt med både Socialdemokratiet og Radikale.
Venstre-ledelsens daværende plan om et SV samarbejde er lagt helt på hylden, må man forstå på den nye Venstre-ledelse.
Og Socialdemokratiet aflivede allerede tanken i fødslen under valgkampen. De vil selv bestemme. I dén grad selv, og de skal i hvert fald ikke dele magten med Venstre.
At de to partier så reelt deler begejstringen for EU som alle foreningers moder og løsningen på næsten alle trængsler fra klima over traktordæk til udlændinge, er en anden sag.
Både når Statsminister Mette Frederiksen forsøger at give den som EU’s ”budgetbisse” og kalder EU-Kommissionens forslag til nyt budget næste år efter Brexit for ”gak-gak”, og når Venstre-høvdingen Jacob Ellemann-Jensen på sit nys veloverståede landsmøde pakker EU ind i mildest talt noget mere forsonende og omklamrende vendinger, er det reelt bare retorik og ikke så meget andet.
Man må antage, at der kommer et fælles EU-budget, og det er ikke urimeligt også at antage, at det ender mere i kommissionens retning end i Mette Frederiksens. Så hun og regeringen mener nok ikke det er mere gakket, end at de støtter hele baduljen.
Men så har statsministeren da i det mindste forinden i medierne fået bogført, at hun finder det hele gak-gak, og det kan der jo være stemmer i, hopper man på den.
Hun, hendes regering og de mange S-rådgivere, der er ansat i regeringen, er nemlig givetvis helt på det rene med, at den danske vælgerbefolknings øjeblikkelige begejstring for EU-projektet nok ikke er langtidsholdbar men netop ér øjeblikkelig. Simpelt hen fordi Storbritannien, Danmarks faste EU-makker og solide støtte siden vi sammen meldte os ind i foretagendet i 1973, er på vej ud – og det endda under stor bulder og brag, kaos, flere utidige parlamentsvalg og råberi. Og godt hjulpet af en dansk presse, der stort set enstemmigt skildrer processen set fra Bruxelles og som om Storbritannien synker i havet 31. januar næste år, når Brexit, måske, bliver en realitet.
Det er skræmmende at se på og læse om, og danskere ér bare mere konsensussøgende og tryghedsglade end de stridslystne briter.
Læg dertil, at den noget usædvanlige præsident Donald Trump huserer i Det Hvide Hus i USA og først de allerseneste dage ser ud til, måske, at kunne få problemer med at genvinde magten ved næste års præsidentvalg. Ham er danskerne mildest taget heller ikke trygge ved, det er en hel del amerikanere så heller ikke og måske, måske ikke er de nok til at vælge en anden. Men indtil det sker er The Donald det, vi har i USA, og det huer ikke de danske vælgere, der ellers mere eller mindre siden Anden Verdenskrig har kunnet læne sig trygt op ad supermagten, som man kunne regne med kom og reddede os og resten af Europa, som de reddede Storbritannien og kontinentet fra Hitler.
Ikke kun men også derfor søgte statsminister Frederiksen først på ugen til Paris, hvor hun kunne præsentere den herhjemme populære præsident Emmanuel Macron for sine tanker om et fælles asylsystem, der bl.a. skulle have det tilfælles, at asyl til EU-lande skulle søges fra andre steder end i EU-landene.
For borgerligt-nationale vælgere er det uhyggelige nøgleord her ”fælles”.
Socialdemokratiet pegede allerede tidligt sidste år som led i deres valgkampsstrategi på, at asylsøgning kunne ske fra f.eks. Afrika. Uden dog at blive særligt præcise om hvor. Det er de stadig ikke blevet særligt præcise om. Til trods for, at statsministeren i sin ungdom læste afrikanske studier og derfor må antages at have en betydelig indsigt i netop Afrika, skal hun ikke nyde noget af at blive for præcis. Sådan at blive konkret kan have en ubehagelig tendens til at give bagslag.
Men Socialdemokratiet vil vældig gerne lyde som nogle, der tager fat, hvor andre, især dog nok alle deres støtteparti-venner, er for slappe. Og som i tilfældet med retorikken om EU-budgettet lyder det jo også lidt tough, når statsministeren selv stiller sig op på tv og siger, at som statsminister i Danmark vil hun godt lige sige, at hjemvendte Syrienskrigere bare ikke er velkomne herhjemme! Bum!
Det lyder jo også lidt tough, når statsministeren selv stiller sig op på tv og siger, at som statsminister i Danmark vil hun godt lige sige, at hjemvendte Syrienskrigere bare ikke er velkomne herhjemme.
Alt i mens netop en hjemvendt Syrienskriger, såret i krig mod alt, hvad Danmark står for og i øvrigt har mistet uforholdsmæssigt mange soldater i kampene for siden 2001, i sin kørestol ruller ind over grænsen. Hjem til Danmark.
Modsat Socialdemokratiet virker det som om Venstre, der uanset hvad de siger, og hvor meget de smiler, når der er kameraer i nærheden, virker som et hus i splid med sig selv, har besluttet sig for tiltagende at lyde som en mildere afart i blå blok af Det Radikale Venstre. Som jo i øvrigt for 114 år siden var en afskalning fra netop Venstre.
Jacob Ellemann-Jensen kunne på sit landsmøde sige, hvad han ville. Han valgte at kramme med netop de radikale og at uddele, hvad man uden at være polemisk godt kan kalde lidt uforstående hug til de danskere, der i MandagMorgen og Aalborg Universitets undersøgelse i sidste måned af danskernes holdning til udlændinge, var noget kritiske i forhold til islam og i øvrigt udlændinge i Danmark, der ikke bestiller noget.
Midt i nye næsten daglige bandeskyderier og ganske mange bombninger, midt i undersøgelser, der til overflod dokumenterer, at for få laver noget og alt for mange aldrig har gjort det, mens de har hævet penge fra de offentlige kasser i Danmark i årtier, midt i uro om, hvor mange afrikanere og folk fra Mellemøsten, der målrettet har Europa i kikkerten som mål for deres fremtidige tilværelse, vælger Venstres formand at punke løs på danskere, der svarer ængsteligt i en undersøgelse.
Det er jo også en måde at tale til folk på.
Fælles for Venstres lidt besynderlige tilgang til et emne, som en betragtelig del af vælgerne har tæt ind på kroppen i deres nærområde, på arbejdspladsen, i skolerne, i aftenlivet og andre steder, og Socialdemokratiets er, at de til trods for retorisk hver sin tilgang lander lidt samme sted: Der sker ingenting.
Regeringen ønskede f.eks. en hastelov for at kunne tage statsborgerskaber fra Syrienskrigere. I skrivende stund er der ikke taget noget fra nogen. Så mere hastede det ikke. Eller hvordan?
Regeringen har endnu, efter snart et halvt år ved magten, til gode, at vise, at der er bare lidt overensstemmelse mellem siger og gør. Især Fogh men faktisk også Thorning nåede mere de første 100 dage, end denne regering…
Og Venstre har til gode at vise borgerlige vælgere, hvad man i grunden får, hvis Venstre tegner linjen.
Tilsammen tegner det billedet af, at de to partier, igen, er i klemmer, skabt af dem selv, om udlændingepolitikken.
Læs tidligere analyser:
DITOVERBLIK-ANALYSEN: Blå buffet er overfyldt
DITOVERBLIK-ANALYSEN: Når EU jager modstandere…
