Hvor mange IS-terrorister følger med, hvis deres børn kommer til Danmark?

0
3211
IS-krigere marcherer i Raqqa i Syrien. Arkivfoto Uncredited/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti vil have regeringen til at fremlægge en bruttoliste over, hvor mange mænd og kvinder fra Islamisk Stat, der potentielt set kan komme til Danmark, hvis deres børn hentes hjem

Dansk Folkeparti vil have regeringen til at fremlægge en bruttoliste over, hvor mange mænd og kvinder med tilknytning til Islamisk Stat, der potentielt vil kunne komme Danmark, hvis de 19 børn i fangelejrene i Syrien, der har dansk tilknytning, hentes til Danmark.

Det skriver Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl i sit ugebrev.

Dansk Folkeparti er overbevist om, at forældrene ender i Danmark, hvis først deres børn kommer hertil. Dermed vil vi skulle huse personer, som har kæmpet for terrorregimet Islamisk Stat.

”Regeringen bliver nødt til at tage med, at med børnene kommer også forældrene. Og ikke bare en mor – men ofte også en far,” skriver Kristian Thulesen Dahl, og fortsætter:

”Det har i offentligheden været nævnt, at det blot handler om to mulige mænd. Men jeg tror, det er mange flere. Derfor må regeringen fremlægge en bruttoliste over, hvor mange det potentielt kan ende med at være. Ikke bare børn og kvinder – men også mænd! Så danskerne har et overblik over, hvor mange terrorister og deres sympatisører venstrefløjen i øjeblikket forsøger at få lukket ind i landet”.

Kristian Thulesen Dahl og de øvrige partilerede var fredag morgen indkladt til en fortrolig orientering hos justitsminister Nick Hækkerup (S) om børnene i fangelejre i Syrien. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

Forudsiger pres for at forældrene til Danmark

DF-formanden er overbevist om, at der vil komme et pres for at hente forældrene, selv om det i første omgang kun er børnene, der hentes hertil.

”Når først døren er åbnet – og børnene kommer til landet – vil en hær af danske skatteyderbetalte advokater stå klar til at kæmpe for forældrenes adgang. De vil henvise til bl.a. børnekonventionen, menneskerettighedskonventionen og familiesammenføringsreglerne,” skriver han.

“En hær af danske skatteyderbetalte advokater vil stå klar til at kæmpe for forældrenes adgang”

Kristian Thulesen Dahl, DF-formand, i sit ugebrev

DF: Børnene er ikke danske

Dansk Folkeparti stiller samtidig spørgsmålstegn ved hovedargumentet for at hente børnene hjem, nemlig at de er danske, fordi de har dansk indfødsret. DF indrykkede i søndagens aviser en helsidesannonce med et billede af IS-terrorister og overskriften ”Er deres børn danske?”. Her var budskabet af ”Terroristerne og deres børn skal ikke til Danmark. De skal blive i Syrien”.

DF indrykkede søndag denne annonce i bl.a. Ekstra Bladet og BT.

Kristian Thulesen Dahl skriver, at ”flertallet af børnene er født i Syrien og har sandsynligvis en forælder, der aldrig nogensinde har haft noget som helst med Danmark at gøre”.

DFs gruppeformand Peter Skaarup uddyber overfor Berlingske:

“For os at se handler det ikke kun om, hvor man er født, eller hvor deres mor er født. Hvis man har kæmpet for et bestialsk terrorregime, er man ikke dansk,” siger Peter Skaarup – og fortsætter:

“Vi anfægter, at de skal tilbage til Danmark. For nogles vedkommende har de sikkert dansk indfødsret jævnfør Udenrigsministeriets vurdering af de 19 børn. Vores konklusion er, at hvis man kæmper for det her terrorregime, så frasiger man sig alt, der er dansk. På samme måde som hvis man opnår statsborgerskab ved svindel,” siger Peter Skaarup til Berlingske.

Regeringen vil finde løsning inden 1. juni

Ifølge flere medier vil regeringen nedsætte en såkaldt tværministeriel task force, som inden 1. juni skal udarbejde modeller for, hvordan de 19 børn kan hentes hjem, uden at forældrene følger med. Politiken har fået fat i et regeringsnotat, hvor der står at eksperterne:

”…skal udarbejde mulige modeller for, hvordan evakueringen af de danske børn uden deres forældre vil kunne gennemføres på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde og indenfor rammerne af Danmarks internationale forpligtelser”.