DF stemmer imod: Ny epidemilov er fyldt med tvang

0
4828
Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Debatten om danskernes retssikkerhed i den nye epidemilov mangler, mener eksperter. I stedet er loven fyldt med tvang. Dansk Folkeparti stemmer imod loven på tirsdag

Tvangsindgreb fylder i høj grad i den nye epidemilov, som forventes at blive stemt igennem på tirsdag, og det får flere eksperter til at efterlyse en debat om danskernes retssikkerhed.

Det skriver Politiken.

Prodekan på Københavns Universitet og formand for Copenhagen Center for Disaster Research, Kristian Lauta, er en af dem. Epidemiloven giver blandt andet myndighederne lov til at tvangsindlægge, tvangsisolere, tvangslukke, og danskere kan også komme ud for at skulle oplyse, hvor de har været, og hvem de har været sammen med.

Ifølge Politiken mener Kristian Lauta, at de mange indgreb kan påvirke danskernes retssikkerhed, men for at kunne gøre opmærksom på problemstillingen, skal man kunne skære gennem en national corona-krise og nedlukning.

”Jeg synes ikke, vi ordentligt har diskuteret balancerne i så indgribende en lov. Og er det overhovedet muligt at gøre det nøgternt, mens vi stadig står midt i epidemien? ” siger Kristian Lauta til Politiken.

Diskussionerne mangler

Timingen for epidemiloven kunne være bedre, mener også Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt. Hun siger til Politiken, at Folketinget ikke har haft tid nok til at diskutere epidemiloven.

”Vi sundhedsordførere har rigeligt at se til på corona-området. Vi har hver uge haft lovforslag, daglige møder med ministeren, problemer med testkapacitet – og så en helvedes masse journalister, der hiver i os hver dag,” siger hun til Politiken.

”Samtidig skal vi gennemgå en stor og kompleks epidemilov, hvor der blandt andet blev fremsat 61 ændringsforslag, jeg har skullet læse igennem. Det er ikke i orden for en lov, som vi mener skal fungere de næste mange år.”

Selvom Dansk Folkeparti mener, at det nye forslag til epidemiloven trods alt er bedre end den nuværende hastelov, stemmer partiet imod på tirsdag. Det samme gør Nye Borgerlige.

Ifølge Politiken mener begge partier, at epidemiloven i stedet skulle vedtages under mindre kritiske arbejdsforhold.