DF smides ud af ældreforhandlinger: “Jeg har aldrig oplevet noget lignende”

0
2775
DFs ældreordfører Pia Kjærsgaard. Foto: Carsten Lundager

DF er sammen med Enhedslisten og Alternativet blevet smidt ud af forhandlingerne om en ældrereform endnu inden forhandlingerne er gået i gang. “Det vil betyde færre bade, dårligere mad, mindre omsorg, det er jeg ikke et sekund i tvivl om,” siger DFs ældreordfører Pia Kjærsgaard, som i flere dage forgæves forsøgte at få et møde i stand med ældreministeren

Uden at der har været så meget som to minutters forhandlinger, er Dansk Folkeparti blevet smidt ud af forhandlingerne om regeringens ældrereform. Enhedslisten og Alternativet er ligeledes blevet strittet ud.

Torsdag erfarede DFs ældreordfører Pia Kjærsgaard via en journalist, at ældreminister Mette Kirkgaard fra Moderaterne holdt forhandlingsmøde med flere af Folketingets partier, uden at Dansk Folkeparti var blevet inviteret.

Forinden havde Pia Kjærsgaard igennem flere dage via talrige opkald fra sin sekretær forsøgt at få et møde i stand med ældreministeren. Hun gik derefter over i Ældreministeriet, hvor hun mødte “nogle forfjamskede embedsmænd” men ikke kunne komme til at tale med ældreministeren, og få timer senere blev DF-ordføreren så ringet op af Mette Kirkgaard, der meddelte, at Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet ikke længere kunne være med i forhandlingerne.

Med andre ord: De tre partier er smidt ud af forhandlingerne – inden de er kommet i gang.

Pia Kjærsgaard: Grotesk og amatøragtigt

Pia Kjærsgaard kalder forløbet med den politisk uerfarne ældreminister for “absurd, grotesk og amatøragtigt”.

“En ting er, at man kan blive smidt ud af forhandlinger, fordi man stiller for store krav. Men her har ministeren end ikke villet høre på os, på trods af, at vi har henvendt os til ministeriet igen og igen,” siger hun til ditOverblik.

Pia Kjærsgaard mener, at regeringen bevidst er gået efter at lukke DF ude. På Facebook skrev hun torsdag aften:

“Sagen er jo, at regeringen og ældreministeren er fuldt bevidste om, at Dansk Folkeparti er de ældres parti. DF har altid været stærke på ældreområdet. Men ved at smide os ud, allerede inden forhandlingerne er begyndt, kan vi blot konstatere, at det er symptomatisk, at regeringen ikke agter at høre de ældres stemme. Det betyder færre bade, dårligere mad, mindre omsorg, det er jeg ikke et sekund i tvivl om!”.

“Det er symptomatisk, at regeringen ikke agter at høre de ældres stemme”

Ældreminister Mette Kirkgaard fra Moderaterne. Foto: Mette Hald

Prestigeprojekt vil ende med skuffede ældre

Ældrereformen er et af regeringens helt store prestigeprojekter. Statsminister Mette Frederiksen (S) har investeret enorm personlig prestige i projektet, som hun annoncerede i en nytårstale allerede for to år siden, men siden SVM-regeringen præsenterede sit udspil til ældrereform på et pressemøde på et plejehjem i Kolding i januar, er det blevet kritiseret for at være for småt og tyndt. Regeringen har således kun afsat én milliard kroner ekstra til reformen, som skal fordeles blandt 98 kommuner.

Pia Kjærsgaard forudsiger, at reformen vil udløse massive skuffelser blandt både ansatte i ældreplejen, pårørende og de ældre selv.

DF-ordføreren er sikker på, at det er grunden til, at regeringen ikke vil have DF med i forhandlingerne:

“Er regeringen mon bange for ikke at kunne honorere vores krav? Regeringens eget oplæg til forhandlingerne er – uden at overdrive – smalt og diffust og sigter mere på strukturelle ændringer og frit valg-ordninger end det, som det egentlig handler om – at gøre tilværelsen bedre for vores ældre, der om noget har fortjent det. Ældreloven har været på vej lige siden, statsminister Mette Frederiksen annoncerede den i nytårstalen for over 2 år siden. Men det er tydeligt at se nu, at de har lovet mere end de kan holde,” skriver Pia Kjærsgaard på Facebook.

“Er regeringen mon bange for ikke at kunne honorere vores krav?”

Pia Kjærsgaard: Vi vil fortsat være de ældres parti

Pia Kjærsgaard lover, at DF “fortsat vil være de ældres parti, der tager ældre danskeres problemer alvorligt”:

“Og jeg er sikker på, at vi er ikke de eneste, der noterer os, at regeringen ikke har problemer med at smide 20 milliarder kroner ud til mink. De ældre vil regeringen derimod spise af med en sølle milliard. Det skriger jo til himlen,” skriver DF-stifteren på Facebook, hvor hun har denne udgangsreplik:

“Hele dette absurde og amatøragtige forløb bestyrker mig i, at vi i DF om nogen er de ældres parti. Den kamp vil vi fortsætte ufortrødent – og jeg tør godt garantere, at vi kommer ikke til at tie stille!”.

Minister: Går videre med konstruktive partier

Ældreminister Mette Kirkgaard har sendt en skriftlig kommentar til Ritzau, hvor hun giver følgende begrundelse for at sende DF, Enhedslisten og Alternativet ud af forhandlingerne, inden de overhovedet er kommet i gang:

“Regeringen har fremlagt et ambitiøst udspil, der gør op med de seneste 20 års styring af ældreplejen. Det har på baggrund af partiernes interesse og tilkendegivelser i forhandlingernes første fase været tydeligt for mig, hvilke partier der er interesserede i at indgå i reelle forhandlinger,” skriver ministeren.

“De partier, der har lænet sig konstruktivt ind i dialogen og deler retningen og kerneværdierne i regeringens udspil, er naturligvis dem, jeg fortsætter de gode og konstruktive drøftelser med,” lyder det i det skriftlige svar fra ministeren, som ikke nævner, at der i følge Pia Kjærsgaard ikke har været reelle forhandlinger men kun en teknisk gennemgang i ministeriet af regeringens ældreudspil.