DF opfordrer regeringen til indgreb i sygeplejerske-strejke

0
1703

Dansk Folkepartis formand mener, at regeringen hurtigst muligt bør gribe ind og standse sygeplejerskernes strejke. “Alle kan se, at på et eller andet tidspunkt skal politikerne på banen,” siger Kristian Thulesen Dahl til Politiken

Få dage før sygeplejerskernes strejke udvides med yderligere 1000 sygeplejerske, kommer Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl med en opfordring til regeringen. Han siger til Politiken og TV2, at regeringen hurtigst muligt bør lave et indgreb i konflikten.

“Når jeg synes, det er fornuftigt, at regeringen kommer i omdrejninger nu i stedet for bare at vente, er det, fordi alle og enhver, der kigger på det her, kan se, at på et eller andet tidspunkt skal politikerne på banen,” siger Kristian Thulesen Dahl til Politiken.

Kristian Thuesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Ikke et reelt pressionsmiddel

Strejken startede for fem uger siden, efter at et flertal af Dansk Sygeplejeråds medlemmer to gange havde stemt nej til resultatet af forårets overenskomstforhandlinger. Foreløbig er 5000 sygeplejersker udtaget til strejke, men mandag udvides strejken til 6000.

“Sygeplejerskerne er i den problematiske situation, at deres strejkevåben ikke er reelt. De 42.000 udskudte behandlinger har selvfølgelig en konsekvens for de 42.000 mennesker, men det nødberedskab, som sygeplejerskerne er forpligtet til at stille med, gør, at der går meget lang tid, før samfundet i al almindelighed synes, at nu er det nok. De har ikke det pressionsmiddel over for arbejdsgiverne, som man normalt har i en strejke,” siger Kristian Thulesen Dahl til Politiken.

“De har ikke det pressionsmiddel over for arbejdsgiverne, som man normalt har i en strejke”

Kristian Thulesen Dahl til Politiken
Sygeplejersker deler materiale ud ved Nørreport Station. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Opgør med tjenestemandsreformen

Han erklærer sig enig med Enhedslistens politiske leder Mai Villadsen, der til Ritzau har sagt, at nøglen til at løse konflikten ligger hos statsminister Mette Frederiksen (S). Det er regeringen, der kan finde pengene til at gøre op med tjenestemandsreformen fra 1969, der i følge Dansk Sygeplejeråd holder traditionelle kvindefag som sygeplejefaget på et lavere lønniveau.

“Undervejs har man i overenskomstforhandlingerne forsøgt at lappe på det system, som grundlæggende er forkert. Men det er fuldstændigt rigtigt, at hvis man løser det for én gruppe, så skal man også gøre det for de andre. Vi skal fremtidssikre de mennesker, som arbejder med os, når vi er syge og gamle,” siger Kristian Thulesen Dahl til Politiken.

Til TV2 uddyber DF-formanden, at pengene til sygeplejerskernes lønstigning skal hentes ved at sætte lønudviklingen i en række traditionelle mandefag i bero i en periode:

“Man skal lave en aftale om, at man over en årrække lader nogle stå lidt stille på lønskalaen, mens andre får et løft, så man ad åre når frem til noget, der faktisk er mere rimeligt,” siger Kristian Thulesen Dahl til TV2.

Læs artiklen i Politiken her