DF om borgmesters chikane: ”Det kan vi ikke byde medarbejderne”

0
1679
Venstres beskæftigelses- og integrationsminister i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, anklages for at være skyld i et elendigt arbejdsmiljø. Foto: Københavns Kommune

Dansk Folkepartis medlem af Borgerrepræsentationen, Finn Rudaizky, bakker medarbejderne op i sagen om Venstre-borgmesteren Cecilia Lonning-Skovgaard, der anklages for at krænke og moppe medarbejdere

OPDATERING: Cecilia Lonning-Skovgaard meddelte tirsdag aften, at hun trækker sig som borgmester.

Chikane, mobning og voksen-skældud.

Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) er de seneste uger blevet anklaget for at skabe et elendigt arbejdsmiljø i sin forvaltning.

Først sendte HK og Djøf et åbent brev på vegne af 2000 medarbejdere, hvor Cecilia Lonning-Skovgaard blev anklaget for en ”dybt problematisk politisk ledelsesstil” og for at udvise manglende tillid til medarbejdere.

Siden blev der sendt et syv sider langt anonymt brev til kommunens whistleblower-ordning, hvor borgmesteren blev beskyldt for at mobbe og chikanere medarbejdere.

”Management by fear”

Venstre-borgmesterens ledelsesstil blev beskrevet som ”management by fear”, og der var udsagn som:

”Man har en kæmpe knude i maven op til enhver kontakt, herunder alene det at udarbejde et notat, som hun kan få adgang til”.

Venstre og Cecilia Lonning-Skovgaard betegnede i første omgang anklagerne som et forsøg på karaktermord. Det endte dog med, at borgmesteren erkendte, at hun havde et problem med stress og sit temperament. Hun undskyldte og bebudede, at hun ville søge hjælp.

“Jeg er kun et menneske, og der har været meget pres på. Jeg skal arbejde med mig selv fremadrettet og blive bedre til at håndtere pressede situationer, så jeg holder det internt og ikke lader det gå ud over andre mennesker,” sagde Cecilia Lonning-Skovgaard til Politiken.

“Jeg er kun et menneske, og der har været meget pres på”

Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester (V) til Politiken

Hver fjerde har følt sig krænket

Nu er der så kommet flere tal på elendighederne. Mandag offentliggjorde Københavns Kommune en arbejdsmiljøundersøgelse, som 188 medarbejdere har deltaget i. Her svarer 27 procent, at de har oplevet krænkende adfærd indenfor det seneste år. 24 af disse har følt sig krænket af ”borgmesteren eller den øvrige politisk ledelse” i forvaltningen. 15 siger, at krænkelserne stadig finder sted.

Undersøgelsen har fået fagforeninger til at bruge ord som ”hårrejsende”, ”vanvittigt” og ”voldsomt”. Formanden for HK Kommunal Hovedstaden, Ditte Gottlieb Barfoed, siger til TV2 Lorry:

”Jeg har aldrig set noget lignende. Normalt siger man, det er meget alvorligt, hvis 5-10 procent af medarbejderne har oplevet at blive krænket. Her er det 27 procent, som svarer, at de har oplevet det. Det er meget voldsomt”.

“Jeg har aldrig set noget lignende”

Ditte Gottlieb Barfoed, fmd. for HK Kommunal Hovedstaden, til TV2 Lorry

Borgmester: Undersøgelse nuancerer

Cecilia Lonning-Skovgaard har på baggrund af undersøgelsen undskyldt overfor medarbejderne. Det fortæller, hun flere medier. Hun mener dog også, at undersøgelsen nuancerer fremstillingen af hende.

”24 er 24 for mange, og det er selvfølgelig noget, der skal ændres på med det samme. Til gengæld er undersøgelsen en voldsom nuancering af de historier, der har været fremme om, at hele forvaltningen skulle være præget af frygt og mistillid, og at jeg personligt skulle løbe rundt på gangene og udøve mobning, chikane og kvindehad,” siger Cecilia Lonning-Skovgaard til borgmesteren.

Finn Rudaizky er medlem af Borgerrepræsentationen i København og regionsrådet i Region Hovedstaden for Dansk Folkeparti i København.

DF: Løs borgmesterkrisen nu

Dansk Folkepartis medlem af Borgerrepræsentationen, Finn Rudaizky, er ikke tilfreds med borgmesterens reaktion. Han siger i en kommentar, at situationen er uholdbar:

”Vi kan som kommune ikke byde medarbejderne sådanne arbejdsvilkår. Det må løses på den ene eller den anden måde. Men, det skal ske hurtigt”.

Finn Rudaizky siger, at Dansk Folkeparti bakker medarbejderne op. Han mener, at Venstres gruppe og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen nu må komme på banen med en løsning, der sikrer medarbejderne ”væsentlig bedre trivsel- og arbejdsvilkår”:

”Pilen peger to steder. Den ene pil går i retning af Venstres gruppe på Københavns Rådhus. Hvis de ikke sammen med Venstres borgmester Cecilia Lolling Skovgaard hurtigt kan komme med konkret anvisning på, hvad der skal gøres for at personalet får ordentlige arbejdsvilkår, så må der træffes mere vidtgående beslutning. Den andel pil peger på Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) som må træde i karakter og som øverste personaleansvarlige på Rådhuset, må give sit forslag til hvordan borgmester-krisen med personalet løses,” siger Finn Rudaizky.