Dansk Folkepartis Marie Krarup vil have kirkeministeren og justitsministeren til at sikre, at præster har forkyndelsfrihed og sikkerhed til at kritisere islam
En grotesk sag fra Odense, hvor menighedsrådet vil have afsat en præst, fordi han er for islamkritisk, bliver nu taget op i Folketinget af Dansk Folkepartis integrationsordfører Marie Krarup.
Både kirkeminister Joy Mogensen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) er kaldt i samråd af Marie Krarup. Hun vil vide, hvad kirkeministeren vil gøre for at sikre præsters forkyndelsesfrihed, når de undsiger islam, samt hvad justitsministeren vil gøre for at sikre, at præsten, Massoud Fouroozandeh fra Korsløkke Sogn, ikke udsættes for forbrydelser på grund af sin islamkritik.
”Vi skal sikre os mod, at præster i Danmark får skåret hovedet af, eller der bliver begået overfald og terror ved danske kirker,” siger Marie Krarup til Fyens Stiftstidende.
“Hans islamkritik skaber utryghed”
Massoud Fouroozandeh, der kommer fra Iran og er konverteret fra islam til kristendom, er vikarpræst ved Korsløkke Sogn i Odense. Han er kendt for sin meget skarpe kritik af islam, som han mener er værre end nazismen. Det fik i starten af november menighedsrådet i Korsløkke Kirke til at kræve Massoud Fouroozandeh afsat. Begrundelsen er, at Massoud Fouroozandeh udgør et terrormål, fordi der er rabiate og voldsparate muslimer i Korsløkke Sogn.
”Hans islamkritiske tilgang kan være et problem i et sogn, som netop har en meget høj andel af muslimer, hvoraf nogle er kendt for at være ganske rabiate og andre for at være særdeles voldsparate. Det skaber en utryghed, jf. hvad vi har set ved for eksempel franske kirker,” hed det i et brev, som menighedsrådet sendte til biskop Tine Lindhardt den 8. november.
Brevet fra menighedsrådet, som siden er blevet udskiftet, blev sendt få dage efter, at en islamisk terrorist knivdræbte tre personer i en kirke i Nice, og at en græsk-ortodoks præst blev skudt, mens han var ved at lukke en kirke i Lyon.
Præst: Et knæfald at udelukke en præst på grund af islamkritik
Massoud Fouroozandeh siger til Fyens Stiftstidende, at menighedsrådets forsøg på at få ham afsat er et knæfald.
”Det er menneskeligt at blive bange, men det må aldrig udelukke en præst fra at prædike. Vi forkynder ikke krig og vold, men fred og kærlighed,” siger han.
Massoud Fouroozandeh er kendt for sine kritiske opslag om islam på Facebook. Han har bl.a. lagt billeder op med klistermærket ”Nej til islam i Danmark” og skrevet, at religionsfriheden ikke bør omfatte islam, fordi der er elementer i islam, der er så umenneskelige, kvindeundertrykkende og krigeriske, at det ikke hører hjemme i et demokratisk samfund. Som konsekvens af kritikken er Massoud Fouroozandeh blevet udsat for trusler og hærværk og har i dag hemmelig adresse. Men han mener ikke, det er et argument for at afsætte ham:
”Skulle vi så også hindre statsministeren i at virke, fordi de er mennesker, der ikke ønsker dialogen? Nej. Vi har i stedet sat bodyguards til at beskytte hende. Så hvis man skulle gøre noget, var det at øge sikkerheden ved kirkerne, men det mener jeg ikke er nødvendigt. Jeg er så naiv at tro, at livet nok skal gå si gang,” sagde Massoud Fouroozandeh tidligere på måneden til Fyens Stiftstidende.
Marie Krarup: Præster skal sige islam imod
Marie Krarup siger til samme avis, at det er en præsts opgave at sige islam imod. Staten må sikre, at præsterne har forkyndelsesfrihed til at kritisere islam:
”Det vil være meget ulykkeligt, hvis man begynder at få en uudtalt berufsverbot og undlader at ansætte præster, der sig islam imod, fordi man er bange,” siger Marie Krarup til Fyens Stiftstidende.