DF kalder minister i samråd: 29.524 pattegrise dør om dagen

0
3049
Disse pattegrise sover, men op mod hver fjerde pattegris i danske svinestalde dør kort efter fødslen. Arkivfoto

Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Pia Kjærsgaard kræver handling fra fødevareminister Rasmus Prehn (S) efter ny chokrapport, der viser, at næsten 30.000 pattegrise dør dagligt i forbindelse med fødslen

Tallet er næsten ufatteligt stort:

Hver dag dør 29.524 pattegrise i danske svinestalde i forbindelse med fødslen. Totalt dør ca. 10,7 millioner pattegrise om året. Det svarer til 23,4 procent af alle nyfødte grise.

Det fremgår af nye tal fra forsknings- og udviklingsorganisationen Seges Innovation.

Tallene blev offentliggjort i sidste uge af netmediet Altinget. De får nu Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Pia Kjærsgaard til at kræve handling fra fødevareminister Rasmus Prehn (S).

”Denne sag er alvorlig og må lande på ministerens bord. Vi kan ikke bare lade stå til. Jeg indkalder ministeren i samråd,” skriver Pia Kjærsgaard på Twitter.

Dødelighed skulle mindskes – er i stedet steget

I 2014 lancerede daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) en storstilet handlingsplan, der skulle forbedre dyrevelfærden i dansk landbrug. Planen skulle mindske dødeligheden blandt pattegrise til 16 procent. Men det er gået stik modsat. Dødeligheden er steget fra 21,2 procent i 2014 til 23,4 procent i 2021, hvilket er ny rekord.

Dødeligheden blandt grisesøer er også steget. I 2014 var det 11,9 procent af søerne, der døde. Sidste år ar det 16,1 procent.

Pia Kjærsgaard mener, at landbruget og regeringen må sætte sig sammen og hurtigst muligt få lavet en ny plan, der kan nedbringe dødeligheden.

“Selv om jeg ikke forventer snuptagsløsninger, forventer jeg, at landbruget begynder at rette op på de avlsmæssige forhold. Derfor mener jeg også, det vil være tilrådeligt at indgå en ny aftale om grisedødelighed. Og jeg har svært ved at forstå, at fødevareminister Rasmus Prehn (S) ikke har insisteret mere på en ny aftale med landbruget,” skrev Pia Kjærsgaard for nylig i Avisen Danmark.

Pia Kjærsgaard er dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Pia K: Vi har et særligt ansvar for dyrene

De mange døde grise skyldes avlsforhold, ifølge forskningen. Søerne får flere pattegrise, end de har patter til at kunne amme, og de producerer ikke råmælk nok til at kunne fodre grisene. Derfor får pattegrisene færre antistoffer og får sværere ved at klare sig overfor sygdomme. Pia Kjærsgaard mener, at tallene ”stiller grundlæggende spørgsmål” ved etikken i den nuværende svineproduktion.

“Som mennesker har vi et helt særligt ansvar over for de dyr, der er i vores varetægt. Det gælder vores kæledyr, men det så sandelig også vores husdyr. Vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at fremavle dyr, der får fysiske skavanker eller producerer så meget afkom, at afkommet ikke kan overleve,” siger Pia Kjærsgaard.

Hun fastslår, at det er i landmændenes interesse at få nedbragt dødeligheden.

”Ingen landmænd har selvsagt interesse i en produktion, der er etisk angribelig. Men der er større kræfter på spil end den enkelte landmand. Et pres for hele tiden at producere mere og billigere for eksempel. Og derfor håber jeg også, at Landbrug & Fødevarer som organisation for de danske landmænd vil gå i brechen for at komme til bunds i udfordringerne, så vi igen kan leve op til det særlige ansvar, vi som mennesker har for dyr i vores varetægt,” siger Pia Kjærsgaard.