
Dansk Folkeparti lancerer kampagne mod krænkelseshysteri og woke-isme. Partiet vil finkæmme finansloven, så der ikke bruges skattekroner på kønspolitisk propaganda
Det skal være slut med at give statsstøtte til projekter og foreninger, der hævder, at køn er en social konstruktion, eller som kæmper for at børn ned til 12 år skal kunne skifte køn.
Det mener Dansk Folkeparti, som torsdag lancerede en stor kampagne mod krænkelseshysteri, woke-isme og ekstrem identitetspolitik.
Kampagnen ”Det er okay at være almindelig” blev skudt i gang af DFs formand Morten Messerschmidt, da han holdt tale på Folkemødet på Bornholm.
Her sagde han, at DF konkret vil foreslå, at finansloven finkæmmes, så der ikke bruges skattekroner på kønspolitisk propaganda.
”Børn skal ikke plages i skolen af identitetspolitiske spørgsmål eller dilemmaer,” sagde Morten Messerschmidt.

DF-formanden henviser bl.a. til det kønsaktivistiske projekt ”Normstormerne”, der får millionstøtte til seksualundervisning i folkeskoler, hvor budskabet er, at køn er en social konstruktion
“Barndommen er blevet taget som gidsel af woke-fanatikerne. Du kan blive, hvad du vil. Og du skal være dig selv. Så længe du altså gør det, som pædagogerne, skolelærerne og venstrefløjen har fortalt dig,” sagde Morten Messerschmidt.
“Barndommen er blevet taget som gidsel af woke-fanatikerne”
DF-kampagnen gør også op med aktivister, der ødelægger historiske værker eller vil forbyde ord, fordi de opfattes krænkende.
”Løsslupne kunstnere skal ikke have lov at kalde hærværk for kunst. Og slet ikke for skatteborgernes penge. Og såfremt såkaldt krænkede ødelægger offentlige statuer og kunstværker skal det straffes hårdt. Sprognævnet skal ikke blot beskrive sprogets udvikling, men også sikre, at sproget ikke løbes over ende af fikse ideer og modeluner – som eksempelvis livmoder-bærer,” sagde Morten Messerschmidt.

Kampagnen vil køre over flere uger og består af 100.000 foldere med overskriften ”Det er okay at være almindelig”, radiospots, lysreklamer, annoncer i ugeaviser og kampagner på de sociale medier. Målet er, at de 80 procent af danskerne, der i følge en ny undersøgelse ikke kan identificerer sig med woke-isme og identitetspolitik, skal vide, at DF kæmper deres sag.
”Hvis du også gerne bare vil leve et helt almindeligt liv med sund fornuft som rettesnor, så kan du regne med, at Dansk Folkeparti taler din sag,” sagde Morten Messerschmidt på Folkemødet.
DFs kampagnefolder kan ses her: DF Folder Det er okay at være almindelig
