Dansk Folkeparti foreslår deleordning, så kommunen og bornholmske virksomheder kan deles om lærlingene
Dansk Byggeri advarer om, at coronakrisen kan føre til, at der vil mangle cirka 7700 praktikpladser indenfor byggebranchen. Holder det tal stik og følger Bornholm tendensen på landsplan, så vil det betyde, at 53 unge bornholmere, der i gang med en erhvervsuddannelse, snart vil mangle en praktikplads.
Det har nu fået Dansk Folkeparti til at lancere et utraditionelt forslag. Partiet foreslår, at Bornholms Kommune skal dele lærlinge med private virksomheder. Så kan virksomheder byde ind med deltidsopgaver, mens kommunen kan finde opgaver til de unge i andre perioder. Resten af tiden kan de unge være i skolepraktik på Campus Bornholm.
”Virksomhederne har måske ikke økonomi til at ansætte en lærling på fuld tid. Måske har de kun arbejde i nogle timer, en uge eller to uger. I de øvrige perioder kan lærlingene så løse opgaver i kommunen. De kan bygge shelters, arbejde i vej og park-afdelingen eller lignende,” siger Rene Danielsson, der er medlem af Job- udviklings- og fritidsudvalget i Bornholms Regionskommune for Dansk Folkeparti.
“Virksomhederne har måske ikke økonomi til at ansætte en lærling på fuld tid”
Rene Danielsson (DF), medlem af kommunalbestyrelsen, Bornholms Regionskommune
Handler også om Bornholms fremtid
Han fortæller, at Bornholm som et lille øsamfund kun har få studieretninger på øen. Derfor skal mange unge, der tager en erhvervsuddannelse, rejse væk på et tidspunkt. Det gælder eksempelvis, hvis man uddanner sig til murer. Derfor er der også mange, der ender med at få praktikpladser – og senere bosætte sig – udenfor øen. Den situation risikerer at blive skærpet yderligere efter coronakrisen, fordi der bliver endnu færre praktikpladser.
”Så det handler ikke kun om at give de unge en mulighed for at færdiggøre deres uddannelse. Det handler også om Bornholms fremtid. Vi har jo det problem, at vores arbejdsstyrke bliver stadig ældre, mens det bliver sværere at skaffe unge medarbejdere. Det skal vi gøre noget ved,” siger Rene Danielsson – og tilføjer med henvisning til Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S), der for nylig tilbød en række nordsjællandske kommuner at overtage deres flygtninge. Argumntet var bl.a. at øen mangler arbejdskraft.
”Det her forslag er noget mere proaktivt for Bornholm, fremfor at begynde at overtage flygtninge fra nogle af landets rigeste kommuner,” siger Rene Danielsson.
Forslaget fra Dansk Folkeparti har fået opbakning i Job- udviklings- og fritidsudvalget og Økonomiudvalget. I næste uge skal det behandles i kommunalbestyrelsen.