Dansk Folkeparti arbejder på at få Dannebrog op i Borgerrepræsentationens mødesal på Københavns Rådhus. Nu er forslaget blev sendt til videre drøftelse blandt grupeformændene
Dannebrog er måske på vej til at få en fast placering i Borgerrepræsentationens mødesal på Københavns Rådhus. Sker det, kan et par kandidater fra DF tage en del af æren.
Cheanne Nielsen og Cecilie Kristensen, der stiller op til kommunalvalget i København, har nemlig arbejdet ihærdigt for at få Dannebrog op i mødesalen. De har lavet lobbyarbejde overfor andre partier, og i sidste uge bar indsatsen sin første frugt.
Her havde Dansk Folkeparti sit Dannebrogs-forslag til behandling på Borgerrepræsentationens møde. Og selv om det ikke blev vedtaget, blev det heller ikke stemt ned. I stedet besluttede Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Alternativet og Det Konservative Folkeparti, at ideen nu skal drøftes videre i gruppeformandskredsen.
EM-fest har styrket Dannebrog
Inden forslaget nåede dertil, havde Enhedslisten dog taget afstand fra ideen, mens Venstre fik foreslået, at også EU-flaget skal op og hænge.
Cecilie Kristensen håber, at sommerens EM-begejstring kan hjælpe forslaget på vej:
”Der er meget symbolik i Dannebrog. Det signalerer fællesskab, sammenhold og demokrati, og efter denne sommer, hvor danskerne samledes om flaget i forbindelse med landskampe, er der god energi om Dannebrog. Så det er det helt rigtige tidspunkt at rejse forslaget,” mener Cecilie Kristensen.
Stadig usikkerhed
Om forslaget så ender med at blive vedtaget, er fortsat usikkert. Dansk Folkepartis gruppeformand Finn Rudaizky har sin tvivl, skriver han i et debatindlæg:
”For hvordan vil mon Det radikale Venstre stemme? For år tilbage, prioriterede de EU-flaget langt højere end Dannebrog. Og hvordan vil socialdemokraterne stille sig til Dannebrog? For øjeblikket har de kun en ting i tankerne: Overborgmesterposten. Kunne det mon tænkes, at Enhedslisten modstand mod Dannebrog forplantede sig dybt ind hos de københavnske socialdemokrater? Det er jo Enhedslistens stemmer, som tilsyneladende skal sikre, at Socialdemokraternes Sophie Hæstorp Andersen, kan sætte sig i Overborgmesterstolen den 1. januar 2022″.