Det var tæt på, men: København får ikke en Palæstinas Plads i denne omgang

0
2171
Israels Plads i København.

Dødt løb, da Københavns Borgerrepræsentation torsdag stemte om Palæstinas Plads. Stort mindretal vil omdøbe halvdelen af Israels Plads

Stadig flere politikere i Københavns Borgerrepræsentation vil omdøbe en del af Israels Plads til “Palæstinas Plads”.

Torsdag aften stemte 21 ud af 55 medlemmer af Borgerrepræsentationen ja til et forslag fra det nye yderligtgående venstrefløjsparti Frie Grønne om at omdøbe en del af pladsen. Dermed faldt forslaget, men aldrig har der været så mange politikere i Borgerrepræsentationen, der bakker Palæstina-forslaget op. Ud over Enhedslisten og Frie Grønne støttes ideen nu også af både Alternativet og Det Radikale Venstre.

Det foruroliger Dansk Folkepartis gruppeformand Finn Rudaizky.

“Da Enhedslisten fremsatte et lignende forslag i starten af 00erne, var der kun fire-fem borgerrepræsentationsmedlemmer, der stemte for det. Nu er der 21. Det synes jeg er meget foruroligende,” siger Finn Rudaisky.

“Politisk plat forslag”

Han betragter forslaget om navneændringen som politisk plat og et udtryk for venstrefløjens “kamp om at være mest ondsindet mod Israel”.

“Forslaget kan i værste fald være med til at hælde benzin på bålet i forholdet mellem jøder og arabere i København. Er det mon meningen, at araberne skal “hævne” sig i København, for hvad de er utilfreds med i Israel?,” skrev Finn Rudaizky forleden i Jyllands-Posten.

Finn Rudaizky, Dansk Folkeparti, er medlem af Borgerrepræsentationen i København og Regionsrådet.

Var en tak til danskerne

Israels Plads, der tidligere hed Linnés Torv, fik sit nye navn den 11. november 1968. Navneskiftet var en markering af 25-årsdagen for redningen af de danske jøder i 1943. Den blev ugen efter fulgt op i Jerusalem, hvor “Danmarks Pladsen” blev indviet i Bet Hakerem.

Selv om Israels Plads beholder sit navn, er det meget sandsynligt, at der snart kommer en “Palæstinas Plads” et andet sted i byen. Et forslag om at navngive en anden plads eller et område “i solidaritet med det palæstinensiske folk” faldt med stemmerne 26 mod 26. Socialdemokratiet stemte nemlig imod, men partiets gruppeformand Susan Hedlund sagde forud for afstemningen til Berlingske at:

“Forslaget står på en bruttoliste, og hvis Vejnavnenævnet finder en egnet plads og synes, at det skal navngives Palæstinas Plads, så er vi ikke som sådan imod det”.

S i kursskifte

Under afstemningen fik Socialdemokratiet desuden skrevet en protokolbemærkning ind om at “Socialdemokratiet har fuld tillid til, at Vejnavnenævnet har opgaven om at finde en egnet plads, der kan navngives Palæstinas Plads”.

Derfor regner Finn Rudaizky med, at der snart kommer en Palæstinas Plads.

“Vejnavnenævnet kontrolleres af Socialdemokratiet, som nu har sagt, at de ikke er imod at opkalde en Palæstinas Plads, hvis vejnavnenævnet finder en egnet plads. Derfor er det meget sandsynligt at der snart udpeges sådan en plads,” siger han.

Læs også:

Venstrefløjen gør nyt forsøg på at få omdøbt Israels Plads