Biden som kujon og forræder

0
1614
Præsident Biden taler om situationen i Afghanistan under en tale i East Room i Det Hvide Hus i fredags. Foto: REUTERS/Ken Cedeno TPX IMAGES OF DAY

Den amerikanske præsident har så travlt med at komme ud af Afghanistan, at britiske og amerikanske medier kalder ham for en kujon og en forræder

”Neville Chamberlain kan endelig slappe af. Han er ikke længere den mest foragtelige medløber i moderne historie. Joe Biden er kujonernes anfører.”

Med den barske sammenligning med den britiske premierminister, der gav efter for Hitler, indleder avisen New York Post dagens kommentar til den amerikanske præsident og hans modvilje mod at sætte hårdt mod hårdt.

Amerikanerne har indtil nu hentet mere end 82.000 amerikanere og tidligere medarbejdere ud af den afghanske hovedstad. Men Bidens hastværk og hans uvilje mod at presse Taleban til at åbne vejene ud til lufthavnen bringer mindst lige så mange i fare.

Denne mangel på handlekraft får New York Post til at kalde landets præsident for en krybende, ufarlig hund. En hund, der overgiver sig og sine til fjenden. Avisen skriver videre:

”Endnu mere utilgiveligt er, at han (Biden, red.) giver efter for Talebans krav om at han overholder den deadline om at trække alle tropper ud senest den 31. august. En deadline, han selv har defineret. Dermed viser Biden, at han er villig til at lade tusinder af amerikanere strande bag fjendens linjer.”

Evakuerede afghanere går ombord i et amerikansk transportfly i Kabul. Foto: US MARINES/Ritzau Scanpix

Selv konkurrenten New York Times, der har været meget langmodig med den aldrende præsident, fremhæver, at hans vege politik bringer amerikanere i fare. For der er stadig tusinder af amerikanske statsborgere i landet – og titusinder af afghanere, der har arbejdet for Talebans fjender. For slet ikke at tale om alle de afghanere, der troede på de vestlige løfter om en ny fremtid – som for eksempel landets godt 270 kvindelige dommere, der af Taleban ses som vantro og dermed meget udsatte.

Det hører med til historien, at da avisen ikke selv kunne få sine lokale medarbejdere ud af Kabul, henvendte man sig sammen med andre medier direkte til Det hvide Hus. Uden succes. I stedet hjalp mexicanerne ved lynhurtigt at dele pas ud og flyve 24 journalister og andre medarbejdere til Mexico sammen med deres familier.

Soldater fra US Marine Corps under evakueringen i Hamid Karzai International Airport i Kabul. Foto: AFP PHOTO / Nicholas Guevara / US MARINE CORPS

Europæisk ekko

De europæiske allierede har fået mange af deres borgere og tidligere medarbejdere ud af Kabul. Alligevel har flere – herunder den britiske premierminister Boris Johnson – i meget klare vendinger forklaret præsident Biden, at hans eftergivenhed overfor Taleban bringer både amerikanere og allierede i fare. Også det har Biden ignoreret.

Tyske Spiegel forsøger at forklare det med, at præsidenten bare vil have det hele overstået. En naiv forestilling medgiver bladet, men Biden er fokuseret på interne problemer. Som Covid-19, der igen hærger, eller titusinder af migranter ved grænsen til Mexico, hvor han har indført samme restriktioner, som han tidligere har kritiseret sin forgænger Donald Trump for.

Skarpest er kritikken i de britiske medier. Avisen Telegraph går direkte til Joseph R. Biden med foragt og kalder ham en forræder. ”De allierede kan aldrig igen stole på Biden,” lyder avisens analyse.

Kilder: Telegraph, New York Post, New York Times, Spiegel

”De allierede kan aldrig igen stole på Biden,” skriver den britiske avis Telegraph. Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix