Mikkel Bjørn vred: Voldtægtsdømte kan gå ind og ud af fængsler

0
4326
Mikkel Bjørn, DFs indfødsretsordfører, på sin facebookside.

57 voldtægtsdømte sidder i åbne fængsler, viser svar fra Justitsministeriet til DFs Mikkel Bjørn. ”De skal sidde i lukkede fængsler,” siger Mikkel Bjørn

De er dømt for voldtægter, men de sidder i åbne fængsler, som de kan gå ind og ud af. Det er situationen for 57 personer, som er dømt for voldtægt, og det er dybt forargeligt. Det mener Mikkel Bjørn, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og formand for indfødsretsudvalget.

Han har spurgt Justitsministeriet, hvor mange voldtægtsdømte, der sidder i åbne fængsler, og svaret får ham til at kræve, at reglerne strammes.

”Jeg mener, at den slags personer udgør en form for trussel overfor kvinder, hvilket i sig selv er dybt bekymrende. Derfor skal de sidde i lukkede fængsler,” siger Mikkel Bjørn til Ekstra Bladet.

Flygtede fra åbent fængsel og begik voldtægt

Mikkel Bjørn stillede sit spørgsmål til Justitsministeriet efter sagen om Mohammed Salah Iskandarani, som tidligere i år blev idømt forvaring for to brutale overfalds-voldtægter, begået på et kollegium på Amager i 2022. Voldtægterne blev begået, mens Mohammed Salah Iskandarani afsonede en dom for to andre overfaldsvoldtægter i det åbne fængsel i Nørre Snede. Han havde i forvejen flere domme bag sig, herunder en dom for overgreb på en 6-årig pige og et røveriforsøg mod en 81-årig kvinde.

Mikkel Bjørn bad specifikt Justitsministeriet om et tal for, hvor mange dømte for overfaldsvoldtægter, der sidder i åbne fængsler. Dét tal har han ikke kunnet få, men i stedet har han altså fået oplyst, at ikke færre end 57 personer med voldtægtsdomme afsoner i åbne fængsler.

Mikkel Bjørn mener, at de åbne afsoninger slet ikke står mål med forbrydelsens grovhed.

”Så længe vi fastholder en praksis, hvor vi straffer grove voldtægter med håbløst milde straffe, bør man ikke modtage prøveløsladelser og afsoning i åbne fængsler,” siger Mikkel Bjørn til Ekstra Bladet.

Læs også:

Mikkel Bjørn efter dom over serie-voldtægtsforbryder: “Jeg er så vred”