Vermund afviser at forklare plan om gigantiske skattelettelser

0
9425
Nye Borgerliges Pernille Vermund og Mette Thiesen under Foketingets afslutningsdebat. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Nye Borgerliges leder Pernille Vermund afviste under afslutningsdebatten i Folketinget at forklare, hvordan partiet vil give skattelettelser for gigantiske 110 milliarder kroner ved bl.a. at spare på efterlønsordningen og uddannelsesstøtten

Nye Borgerlige har med kun fire mandater og et meget lille sekretariat i Folketinget endnu ikke haft tid til at færdiggøre en opdatering af sin økonomiske plan fra 2017, der lægger op til skattelettelser på gigantiske 110 milliarder kroner. Derfor vil partiets formand Pernille Vermund endnu ikke svare på, hvordan Nye Borgerlige konkret vil finde de mange milliarder til skattelettelserne.

Det forklarede Pernille Vermund under Folketingets afslutningsdebat onsdag, hvor politikere fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslistens udfrittede partilederen om den økonomiske politik, der lægger op til en total omlægning af det danske velfærdssamfund.

Pernille Vermund afviser bl.a. at svare på, hvordan Nye Borgerlige vil spare hele 9 milliarder kroner på efterlønsordningen.

”Som jeg har nævnt nogle gange, så kommer vi til at fremlægge en økonomisk plan, der fortæller, hvilke skatter og afgifter vi gerne vil sænke og naturligvis også hvordan vi vil finansiere det. Men vi er et lille parti, og det tager tid at gennemregne vores økonomiske politik, så jeg vil ikke stå og hive enkeltdele ud nu,” lød det fra Pernille Vermund til bl.a. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl og Enhedslistens finansordfører Rune Lund.

Enhedslistens finansordfører Rune Lund kaldte Pernille Vermunds svar for useriøse. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

“Useriøs leg med fantasiliarder”

Sidstnævnte kaldte Pernille Vermunds svar useriøst. Han påpegede, at beregninger har vist, at Nye Borgerliges plan fra 2017 vil efterlade et hul i statskassen på 81 milliarder kr.

”Jeg synes, det er useriøst at ville lege økonomisk politik med fantasiliarder hér og dér og så ikke ville forklare, hvor pengene skal komme fra,” sagde Rune Lund.

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup og DFs erhvervsordfører Hans Kristian Skibby fulgte trop med lignende spørgsmål. Peter Skaarup mente, at det må være rimeligt, at danskerne får at vide, hvad Nye Borgerlige for eksempel vil gøre ved efterlønnen.

”Man vil vel stadig spare 9 mia. kr. på efterlønnen og et stort beløb på SUen? Det er jo efterhånden gået lang tid siden man kom i Folketinget, så det er vel ikke for meget for langt at borgerne kan få besked om man vil fortsætte efterlønsordningen, hvis man får 90 mandater”.

DFs formand Kristian Thulesen Dahl forsøgte at få pernille Vermund til at redegøre for, hvad partiet vil gøre ved bl.a. efterlønnen, når der skal spares 110 milliarder kroner på de offentlige budgetter. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Vermund: Vi har haft 24 måneder – DF har haft 25 år

Hans Kristian Skibby påpegede, at Nye Borgerlige nu har været i Folketinget i 24 måneder uden at opdatere sin økonomiske plan. Han ville have Vermund til at oplyse, hvad Nye Borgerlige har gjort for at få sin økonomiske politik igennem, dvs. hvor mange ændringsforslag partiet har stillet til den seneste finanslov. Men det ville partilederen ikke svare på. Der er, forklarede hun, tale om en 10 års-plan, og derfor ikke noget der skal gennemføres allerede i 2021.

I stedet skød NB-lederen hånligt tilbage på Dansk Folkeparti:

”24 måneder er lang tid, ja, men 25 år er noget længere (Dansk Folkepartis blev stiftet for 25 år siden, red.). Jeg har hørt det her spørgsmål igen og igen fra Dansk Folkeparti de sidste 24 måneder, og jeg kan glæde mig over, at når vi har de her debatter, er der flere der melder sig ind i Nye Borgerlige. Ja, 24 måneder er lang tid, men 25 år er længere,” sagde Pernille Vermund.

Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen under folketingets afslutningsdebat. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

S-ordfører: Få styr på jeres politik

Også Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen stillede spørgsmål til Pernille Vermund om gigant-skatteplanen, og han havde ikke meget til overs for NB-lederens argument om, at Nye Borgerlige som lille parti ikke har haft tid til at gennemarbejde sin økonomiske plan.

”Sådan spiller klaveret bare ikke. Det er for nemt det dér. Man skylder, inden vi mødes igen, at have fået lidt mere styr på den politik, man gerne vil markedsføre sig på, så der er en sammenhæng og man kan argumentere for den,” sagde Jesper Petersen.

Dansk Folkeparti har som kommentar til debatten med Pernille Vermund klippet nogle af de mange spørgsmål og ikke-svar sammen til en video på Facebook. Den kan ses her