Udvisningsdømte og kriminelle udlændinge kan komme i praktik

0
5755
Pia Kjærsgaard er udlændingeordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Carsten Lundager

Udrejsecenter Kærshovedgård har et jobcenter, der formidler ulønnet praktik for beboerne, der bl.a. tæller personer på tålt ophold og kriminelle, afviste asylansøgere. DFs udlændingeordfører kalder det grotesk og vil have udlændingeministeren i samråd

Udrejsecenter Kærshovedgård i Jylland huser kriminelle udlændinge, udlændinge på tålt ophold og afviste asylansøgere, der ikke vil samarbejde om hjemrejse. Og så huser det personer, som er i ulønnet praktik på virksomheder udenfor Kærshovedgård. Jyllands-Posten kan nemlig i dag afsløre, at en del af beboerne har mulighed for at komme i op til seks måneders praktik.

“Det er meget overraskende, og det påkalder selvfølgelig – selvfølgelig – et samråd med integrationsministeren,” siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard til Jyllands-Posten.

Den eksterne praktik har været en mulighed siden 2016, men det er en tilfældighed, der gør, at offentligheden hører om det nu. Det skyldes nemlig, at indbyggere i den nærliggende by Bording har undret sig over en hvid Fiat Ducato, der har stået parkeret i byen og ved Kærshovedgård. Jyllands-Posten har undersøgt bilen, og det viser sig, at den benyttes af beboer på Kærshovedgård, der er i ulønnet praktik i et københavnsk transportfirma.

Røde Kors bekræfter praktikaftalen, og kan oplyse, at det er et lille, internt jobcenter på Kærshovedgård, der formidler praktikaftalerne. 40-50 beboere er i en position, hvor de har ret til ekstern praktik, og den ret benytter omkring 15 personer sig pt. af. For at få ret til praktik, skal man som grundregel samarbejde om egen udsendelse eller være i en såkaldt fase 2, dvs. at ens asylsag er blevet genoptaget.

“Det er meget overraskende, og det påkalder selvfølgelig et samråd med integrationsministeren”

Pia Kjærsgaard (DF) til Jyllands-Posten

Røde Kors: Undgår at blive nedbrudt

Daglig leder hos Røde Kors på Kærshovedgård, Jesper Tegewaldt, fortæller at de fleste praktikstillinger findes i servicesektoren, bl.a. som tolke og frisører. Han mener, at aftalerne forhindrer beboerne i at blive nedbrudte psykisk, mens de er på udrejsecenteret. Desuden kan de få kundskaber, de kan bruge i hjemlandet.

”Al erfaring viser, at det at kunne leve et aktivt liv med daglige gøremål – det er med til at give asylsøgere det overskud, der skal til for at tage beslutningen om at vende hjem,« siger Røde Kors-lederen til Jyllands-Posten.

Pia Kjærgaard kalder praktikaftalerne absurde og mener, at der bør strammes op:

»Det kan da godt være, at de får det bedre, men det er jo ikke lige meningen, at de skal have det supergodt i Danmark, vel. Det burde være en lukket afdeling for kriminelle asylansøgere med henblik på udvisning,” siger hun til Jyllands-Posten.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye siger, at han i den kommende tid vil se nærmere forholdene for udviste og vurdere om ”den her ordning er den rigtige måde at understøtte, at de pågældende vælger at rejse hjem”.