Grænsekontrollen mellem Tyskland og Østrig har siden 2015 ført til, at 45.656 eftersøgte er blevet pågrebet. Den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp siger til Kristeligt Dagblad, at kontrollen har ”massiv effekt”
45.655 eftersøgte personer er blevet pågrebet og 35.067 er blevet nægtet indrejse. Det er status ifølge det tyske indenrigsministerium, efter fire år med grænsekontrol mellem Tyskland og Østrig. Hertil kommer, at 254 smuglere er blevet pågrebet i 1. halvår 2019.
Tallene får den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp til at konkludere, at kontrollen har en massiv effekt. Han fremhæver samtidig, at kontrollen er mere effektiv end grænsekontrollen i hans eget hjemland Sverige:
”Det tyske politi kontrollerer faktisk id-og kriminalregistre, og det er derfor, man får det gode resultat og fanger en masse slemme forbrydere og også afviste asylansøgere, som ikke burde være der. Sverige fanger og arresterer også menneskesmuglere gennem toldpolitiet, men overhovedet ikke i nærheden af det tyske niveau. Tyskland kan præsentere ekstraordinære tal, og kontrollen har helt tydeligt en massiv effekt,” siger Magnus Ranstorp til Kristeligt Dagblad.
Han mener, at Sverige burde indfører scanning af pas efter tysk model:
”Et system, hvor id kunne kontrolleres i databaser for at finde kriminelle, ville bestemt have en indvirkning på organiseret kriminalitet såsom smuglingen af våben fra Balkan til Sverige, som bruges i bandekampene i svenske byer,” siger terrorforskeren.
Grænsekontrol bør fastholdes
Han mener, at der er god grund til at fastholde grænsekontrollen, som seks EU-lande pt. praktiserer. Ud over Tyskland, Østrig og Sverige drejer det sig om Danmark, Norge og Frankrig. Grænsekontrollen er ellers voldsomt kritiseret, fordi den strider mod Schengensamarbejdet og ideen om åbne grænser i Europa.
”Men i lyset af, at religiøs ekstremisme og grænseoverskridende organiseret kriminalitet er et stort problem, og at de nordiske lande vil virke som en magnet på nye flygtningestrømme, hvis grænserne stod åbne, giver det god mening med kontrollen. Vi har i Norden et socialt velfærdssystem, som andre lande ikke kan tilbyde, og i Sverige har migrationen været medvirkende til, at mange kommuner går i minus på grund af en belastning af velfærdssystemet,” siger Magnus Ranstorp til Kristeligt Dagblad.
Danmark indførte grænsekontrol den 4. januar 2016. Siden er ca. 10 millioner mennesker blevet kontrolleret ved den dansk-tyske grænse, 8589 af disse blevet nægtet indrejse, mens 456 personer er blevet sigtet for menneskesmugling, ifølge tal fra Rigspolitiet, som Kristeligt Dagblad citerer.
Kritikere beskylder grænsekontrollen for at være for dyr og for lidt effektiv.