Færre udlændinge sendes retur til Tyskland

0
2039
Grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Arkivfoto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Færre udlændinge afvises ved de 15 grænseovergange, hvor de er indført grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland. Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) er ikke i tvivl om, at det er en effekt af udlændingestramningerne

960. Så mange udlændinge blev i årets første 28 uger afvist ved de 15 grænseovergange mellem Danmark og Tyskland, hvor der blev indført grænsekontrol for to-et-halvt år siden. Det er 265 færre end i samme periode sidste år og markant færre end i 2016, hvor 1724 blev afvist i årets første 28 uger.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen er ikke i tvivl om, hvorfor antallet falder. Det skyldes de udlændingestramninger, som et flertal i Folketinget har gennemført de seneste år.

”Når folk ved, at de risikerer at blive afvist, så spreder det sig. Også til menneskesmuglerne,” siger han til Flensborg Avis.

Nedgangen fremgår tydeligt af Rigspolitiets hjemmeside. Her offentliggøres hver uge antallet af personer, der er blevet kontrolleret og afvist ved de 15 grænseovergange i bl.a. Padborg, Kruså og færgehavnene i Rødby og Gedser. Seneste dag, der er offentliggjort, er 19. juli. Her blev 7.505 personer kontrolleret og 11 blev afvist/nægtet indrejse. Ingen personer blev sigtet for menneskesmugling.

Indtil videre er 43 personer sigtet for menneskesmugling i 2018. I 2016 blev 165 personer sigtet for menneskesmugling i samme periode.