Dyretransporter: Hundredevis af bøder på vej mod chauffører

0
2143
Arkivfoto

400 sager er i gang eller på vej mod chauffører, som har kørt med slagtedyr, der var “transportuegnede”. De står til at få bøder på 10.000-20.000 kroner. DF fik ellers sikret en forbedret retsstilling til chaufførerne, men den del har den nye fødevareminister skrottet. “Man er i gang med at ødelægge erhvervet,” siger advokat

En storm af bøder er lige nu på vej mod chauffører, som kører med dyretransporter. Bøderne på 10.000, 15.000 og 20.000 kroner skyldes, at chaufførerne har kørt med slagtesvin eller -kvæg, som haltede, havde brok, bidsår eller på anden måde var “transportuegnet”, som det hedder.

100 sager om bøder er lige nu ved at blive behandlet, og yderligere 300 sager er på vej. Det fortæller Forman Advokater, som har specialiseret i transportbranchen og har været forsvarsadvokat for flere dyretransportchauffører.

“400 sager svarer i bedste fald til et samlet bødeforlæg til chaufførerne på 4 millioner kroner. I værste fald til 8 millioner kroner. Det er penge, som skal betales af chauffører med helt almindelige indkomster. Et bøde på 20.000 kroner efter skat er for nogen chauffører mere end en månedsløn. Det er fuldstændig urimeligt,” siger advokat Jacob Forman.

Dyretransportchaufførerne truer med indstille kørslen fra den

Chaufførers retsstilling skulle sikres

Som ditOverblik skrev onsdag, var det ellers et klokkeklart politisk mål, at en skærpelse af kontrollen med dyretransporter ikke skulle føre til en bøderegn til chaufførerne.

Da Dansk Folkeparti og den daværende VLAK-regering i 2018 forhandlede aftalen, som er en ændring af dyreværnsloven, fik Dansk Folkeparti skrevet en forbedring af chaufførernes retsstilling ind i aftalen. Helt konkret kom der til at stå, at:

”Den eksisterende sanktioneringspraksis i transportegnethedssager vil blive præciseret, således at det enten er transportvirksomheden og/eller leverandøren (leverandøren) der i udgangspunktet sanktioneres”.

Det fik betydning allerede inden lovforslaget var vedtaget. Fødevarestyrelsen udsendte i februar 2019 et notat til embedsdyrlæger og øvrige tilsynsførende. Her stod der:

”Konstateres der overtrædelser af reglerne for transport af dyr, skal chaufføren for transporten kun sanktioneres ved grove overtrædelser, som chaufføren kan gøres personligt ansvarlig for”.

Det blev blandt andet præciseret, at chaufføren ikke skal have bøder for følgende:

  • Transport af en gris med et stort brok og sådannelse på broksækken
  • Transport af gris, der var springhalt på det ene ben
Chaufførerne har få sekunder til at vurdere, om et dyr er egnet til transport, Tager de fejl, kan de koste dem bøder på op til 20.000 kroner. Arkivfoto

Afgørende formulering pillet ud

Men loven nåede ikke at blive endelig vedtaget før folketingsvalget i 2019. Derfor blev det den nye socialdemokratiske fødevareminister Mogens Jensen, der skulle gennemføre loven. Og han pillede præcis den formulering ud, som forbedrede chaufførernes retsstilling. Derfor vælter de nu i bøder – og derfor har et stort antal dyretransportchauffører truet med at indstille kørslen fra den 28. oktober, hvis ikke loven bliver ændret.

Dansk Folkepartis transportordfører Hans Kristian Skibby forstår chaufførernes vrede. Han har nu stillet en række spørgsmål til fødevareministeren, blandt andet dette:

Er det efter ministerens opfattelse ikke mere rimeligt, at det er de landmænd, der sender dyr, der ikke er transportegnede, afsted i lastbiler, der får bødestraffen frem for chaufføren?

Læs mere her.

Advokat: Minister har snydt chaufførerne

Advokat Jacob Forman siger direkte, at fødevareministeren har snydt chaufførerne. I et brev til en række organisationer og transportvirksomheder den 2. december 2019 skrev Mogens Jensen at ”jeg er enig i jeres ønske om at fastholde danske chauffører i branchen” og at ændringerne, som begrundes med hensyn til EU-regler, ikke har nogen praktisk betydning.

Fødevare- og ligestillingsminister Mogens Jensen. Foto : Keld Navntoft/2019

Men det er noget vrøvl, mener Jacob Forman. Reelt er chaufførernes retskrav fjernet:

”Jeg har en meget dygtig advokatfuldmægtig, som lige har formået at få to chauffører frifundet. Men det er absolut undtagelsen. Det er næsten umuligt at slippe for bøderne, hvis en chauffør møder op på slagteriet med et dyr, som f.eks. er halt, har brok under bugen eller halebidsår. Så slår regel-Danmark til og giver dem en bøde. Selv om det er skader, som det er meget svært for at chaufføren at se, når dyrene læsses. For dyrene skal gå sammen i flok, og chaufføren har kun 20-30 sekunder til at vurdere det enkelte dyr,” forklarer Jacob Forman.

Han kalder det ”et klasseeksempel på, hvad der sker, når DJØF’ere har magt” og mener, at man er godt i gang med dræbe det danske dyretransporterhverv, som ellers har en af verdens højeste standarder for dyrevelfærd.

”Der er jo ingen chauffører, der vil gå på arbejde, hvis de risikerer bøder på 10.000-20.000 kroner for noget, de ikke har det faglige grundlag for forhindre. Hovedansvaret bør ligge hos landmanden, som kender dyrene,” siger advokat Jacob Forman.

“Der er jo ingen chauffører, der vil gå på arbejde, hvis de risikerer bøder på 10.000-20.000 kroner”

Jacob Forman, advokat

Advokat: Nej, det var ikke i strid med EU-reglerne

Han afviser ministerens argument om, at formuleringen i den oprindelige aftale var i strid med EU-regler.

”Den overholdt EU-retten, for det var stadig anklagemyndigheden, der skulle afgøre, om der skulle rejses tiltale mod chaufførerne,” siger Jacob Forman og peger på, at man i Holland kun giver bøder til chaufføer, hvis der er tale om grove overtrædelser.

”Den her lov er skrevet ud af den blå luft. Det har intet med virkeligheden at gøre. Det er så urimeligt, at man lægger ansvaret på en gruppe, som ikke er uddannet til at løfte detm” siger advokat Jacob Forman.

Ud over chaufførerne får vognmanden også en bøde, hvis der er transport-uegnede dyr ombord. Her er bøderne på 40-80.000 kroner

Læs også:

Politisk aftale skulle forhindre bøderegn til chauffører. Men så ændrede minister afgørende sætning i loven