Statsministeren afviser forslag fra borgerlige om varmehjælp

0
2199
DFs formand Morten Messerschmidt rejste tirsdag spørgsmålet om danskernes stærkt stigende varmeregninger i spørgetiden med statsminister Mette Frederiksen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen vil ikke støtte et forslag fra bl.a. Dansk Folkeparti om at bruge de milliarder, som staten sparer på de høje energipriser, til at hjælpe pensionister og andre lavtlønnede, der ikke kan betale deres varmeregning

Der var ingen hjælp at hente hos statsminister Mette Frederiksen (S), da spørgsmålet om de stærkt stigende energipriser tirsdag kom op og vende i spørgetiden med statsministeren.

Mette Frederiksen erklærer sig ganske vist enig i, at der skal findes en løsning for de danskere, som ikke har råd til at betale de meget høje priser på el- og varme. Men hun afviser at blande sig i de forhandlinger, som lige nu føres i Klima- og energiministeriet.

Derfor vil hun ikke støtte et forslag fra Dansk Folkeparti og Konservative om at bruge af de såkaldte VE-midler, så pensionister og lavtlønnede kan få et pristillæg til deres el- og varmeregning. VE-midlerne er de støttekroner, som staten lige nu sparer, fordi der skal betales mindre i tilskud til ejere af vindmøller og biogasanlæg, fordi energipriserne er så høje.

“Skulle jeg gribe ind i det og ødelægge selve en af grundstenene i det danske folkestyre, det havde jeg dog alligevel ikke troet, at der ville lyde opfordringer til. Så jeg vil modsat hvad spørgeren opfordrer til respektere og anerkender de almindelige politiske spilleregler,” lød det afvisende fra Mette Frederiksen til DFs formand Morten Messerschmidt.

“Skulle jeg gribe ind i det og ødelægge selve en af grundstenene i det danske folkestyre, det havde jeg dog alligevel ikke troet, at der ville lyde opfordringer til,” lød det fra statsminister Mette Frederiksen i tirsdagens spørgetid. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Staten sparer milliarder

Det anslås at staten sparer mindst 2,7 milliarder kroner – måske helt op til 4,9 milliarder kroner – i ubrugt VE-støtte. Men klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) har tidligere afvist, at disse penge kan komme i spil. De er nemlig allerede brugt, sagde han for nylig i et svar til Morten Messerschmidt i Folketinget:

”Når man ikke lige kan lave den der klare sammenhæng mellem de penge, der bliver sparet, og hvad man eventuelt vil kunne bruge, så hænger det sammen med, at den måde, man finansierer den her VE-støtte på, netop er ved, at det så skal ind i de respektive års finanslov, og pengene bliver derfor så brugt til, hvad man nu bruger en finanslov til; derfor er de allerede brugt,” sagde Dan Jørgensen i Folketinget den 14. januar.

DF-formand til stastsminister: Tag det alvorligt

Siden er der ikke fundet en politisk løsning, bortset fra et udspil fra regeringen om en varmepakke på 100 millioner kroner, så kommunerne kan betale mere i personligt tillæg til pensionister og kontanthjælpsmodtagere. En løsning som Ældre Sagen beskrev sådan her på sin hjemmeside: Regeringens varmepakke varmer kun i kommunekassen. Derfor haster det med at finde andre løsninger, og de borgerlige partier har nu mistet tålmodigheden med klima- og energiministeren, forklarede Morten Messerschmidt til statsministeren i tirsdagens spørgetid:

”Folk sidder virkelig derude og tænker over, hvordan kommer vi igennem de her gasregninger? 10.000 kr. 20.000 kr. Det er mange penge for helt almindelige mennesker. De folk har en forventning om, at vi hjælper dem. En forventning om at få en håndsrækning. Og hvis ikke klima- og energiministeren er i stand til at håndtere den nu på fjerde måned, er det så for meget at bede om at statsministeren tager det alvorligt,” sagde DF-formanden.

“Hvis ikke klima- og energiministeren er i stand til at håndtere den nu på fjerde måned, er det så for meget at bede om at statsministeren tager det alvorligt,” spurgte DFs formand Morten Messerschmidt. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Morten Messerschmidt forklarede statsministeren, at der er en løsning klar, hvis regeringen vil støtte de borgerlige:

”Vi er klar til at bruge de penge, som klimaministeren ikke vil bruge, i forhold til uanvendte støttemidler til VE. Det burde dække til et flertal. Så hvorfor – hvad er det præcis, der er udfordringen i forhold til de parlamentariske grundsten, som statsministeren er så bekymret for?,” spurgte Morten Messerschmidt.

“Sådan kan vi ikke lede et land”

Men statsministeren mener altså ikke, at forslaget fra de borgerlige er en reel løsning:

”Det er korrekt der er givet et tilsagn fra en række partier om at bruge penge, men hvordan man skal finansiere det, det har vi ikke hørt ret meget om. Og sådan kan vi jo ikke lede et land, uagtet hvor vigtigt det her er,” lød Mette Frederiksens svar til Morten Messerschmidt.