Skaarup til tøvende regering: Tryk nu på den asylnødbremse

0
3056
Migranter med kurs mod EU venter nær Tunca-floden mellem Tyrkiet og Grækenland. Ozan KOSE / AFP

Alle forudsætninger for at aktivere nødbremsen, så asylansøgere kan afvises ved grænsen, er til stede, mener Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup

Mens regeringen tøver, er Dansk Folkeparti ikke i tvivl: Der skal trykkes på asylbremsen omgående, så Danmark kan afvise asylansøgere ved grænsen.

”Regeringen er alt for slatten, når den tøver med bruge nødbremsen. Vi står i en situation med tusindvis af migranter, som Tyrkiet ikke vil forhindre i at rejse ind i EU, og der er en coronavirus, som vi prøver at begrænse. I den situation burde regeringen omgående få aktiveret nødbremsen. Det kunne lige passe, at vi fik flere corona-smittede i Danmark, fordi vi ikke fik stoppet migrantstrømmen,” siger Peter Skaarup.

Nødbremse kan bruges i krisesituation

Asylnødbremsen blev vedtaget i forbindelse med finansloven for 2017. Den var en udløber af migrantkrisen i 2015, hvor 21.225 personer søgte asyl i Danmark. Nødbremsen betyder, at regeringen i en krisesituation kan afvise asylansøgere ved grænsen.

Som der står i aftalen (kilde: Kristeligt Dagblad):

Aftaleparterne har indført en lovhjemmel, som giver mulighed for at afvise asylansøgere ved grænsen til et sikkert land omfattet af Dublin-forordningen.

Nødbremsen vil kunne anvendes, hvis der opstår en krisesituation, hvor Dublin-systemet formelt set stadig fungerer, men hvor samarbejdet reelt er ophørt med at fungere. Og hvor Danmark således ud fra en folkeretlig vurdering ikke længere kan anses for forpligtet til at følge Dublin-procedurerne.  

Migranter ved den tyrkisk-græske grænse. Foto:  Ozan KOSE / AFP/Scanpix

De seneste dage har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) dog skabt tvivl om forudsætningerne er opfyldt. Han sagde torsdag i et interview med Berlingske, at det var usikkert, om situationen i 2015 havde været nok til at bruge nødbremsen.

Men Peter Skaarup fejer ministerens tvivl af bordet:

”Der er ingen argumenter for ikke at bruge nødbremsen nu. De asylansøgere, der kommer til Danmark, er rejst igennem et sikkert land, så de kan sendes tilbage til et sikkert land. Desuden har vi et retsforbehold i EU, blandt andet for at vi kan føre en selvstændig udlændingepolitik. Så vi behøver ikke at spørge om lov til at lukke grænsen. Mette Frederiksen bør bare meddele EU, at det er det vi gør,” siger Peter Skaarup.

Sæt grænsehegnet op nu

Som en del af nødbremsen er der materialer til at opføre et grænsehegn med pigtråd klar på Flyvestation Skrydstrup. Peter Skaarup mener, at dette hegn omgående skal sættes op:

”Hegnet bør sættes op her og nu. Der er ingen grund til at vente. Hegnet kan tages i brug som en præventiv foranstaltning”.

“Hegnet bør sættes op her og nu. Der er ingen grund til at vente”

Nye Borgerliges leder Pernille Vermund har i Ekstra Bladet kaldt asylnødbremsen for ”et bureaukratisk makværk”. Hun vil i stedet have permanent asylstop og hæren sat ind på grænsen.

Peter Skaarup kalder Vermunds kritik af nødbremsen for ”noget bavl”:

”Det er nu engang det redskab vi har, for det var det, der kunne samles flertal for i Folketinget. Så det er det, vi må bruge,” siger han.

Peter Skaarup, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti.

Kan bane vejen for permanent asylstop

DFs tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen har også opfordret Pernille Vermund og Nye Borgerlige til at bakke op i stedet for at kritisere nødbremsen.

”DF og NB bør i fællesskab presse på for at bruge nødbremsen. Jeg anerkender, at nødbremsen kun er en midlertidig foranstaltning og dermed ikke et permanent asylstop. Men hvis først det midlertidige asylstop er på plads, så bliver det godt nok svært at afvikle det igen,” skrev Martin Henriksen tidligere på ugen i et indlæg på ditOverblik.