Trods lokale protester er øen Lindholm den bedste løsning til det kommende udrejsecenter for kriminelle udlændinge, mener finansordfører Rene Christensen (DF). Men dialogen med borgerne skal fortsætte, så de føler sig trygge i lokalområdet
Der vil blive lyttet til borgerne i Kalvehave og omegn, som er stærkt bekymrede over udsigten til at blive nabo til et kommende udrejsecenter for kriminelle udlændinge på øen Lindholm.
Det understreger Dansk Folkepartis finansordfører Rene Christensen, der mandag aften var til borgermøde med Kalvehave-borgerne sammen med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og ordførere fra de øvrige folketings-partier.
Omkring 700 borgere var mødt frem til borgermødet i DGI Huset i Vordingborg, og de erklærede sig både uforstående og utrygge over Lindholm-beslutningen, som er en del af finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
“Forstår godt deres bekymring”
Rene Christensen forstår godt deres nervøsitet og frustration, siger han. Men beslutningen er truffet.
”Som vi ser det, er der ikke noget alternativ til Lindholm. Men jeg har fuld forståelse for, at borgerne er bekymrede. Derfor skal vi fokusere på, hvordan vi kan skaffe tryghed for dem, der er i lokalområdet,” siger Rene Christensen.
Ifølge finansordføreren kom borgerne på mødet med flere forslag, som nu skal indgå i det videre arbejde.
”Vi havde f.eks. på forhånd tænkt, at der skal være så få færgeafgange som muligt fra Lindholm. Men som der blev påpeget på borgermødet, så vil det betyde, at alle kommer over fra øen på én gang, og derfor er det måske en bedre løsning med flere færgeafgange, så der kommer færre ad gangen, eller at der skal sættes en grænse, så der kun må komme et vist antal med pr. overfart. Vi skal også sørge for, at færgen ikke ankommer samtidig med skolebussen på havnen, og det kan være, at vi skal finansiere en vagtmand hos den lokale købmand, så de ansatte føler sig trygge,” siger Rene Christensen.
I forvejen er det i Finanslovsaftalen besluttet, at der døgnet rundt skal være politi i Kalvehave, ligesom der konstant vil være seks betjente på øen.
”Desuden 15. dobler vi straffene for at udeblive. Man kan få op til et års fængselsstraf, hvis man ikke overholder sin meldepligt,” siger Rene Christensen.
Øen bedste alternativ til fængsel
Han forklarede på mødet, at Dansk Folkeparti allerhelst ville undvære et udrejsecenter. Står det til Dansk Folkeparti, skal kriminelle udlændinge, som har fået en udvisningsdom, forblive fængslede, til de forlader landet. Men da det ikke muligt, når Danmark skal overholde sine internationale forpligtelser, er en ø den bedste løsning, mener DF:
”Vi står i en situation, hvor vi har nogle mennesker, som har mistet retten til at være i Danmark, fordi de har fået en fængselsdom med efterfølgende udvisning af Danmark. Men de vil ikke forlade landet, og vi må ikke spærre dem inde bag en mur, og i den forbindelsen er en ø den bedste løsning, fordi vandet kan fungere som en barriere mod resten af Danmark. Det er nemmere at kontrollere, hvor folk er, når det er en ø”.
Men hvorfor skal det lige være på Lindholm?
”Lindholm har den fordel, at staten ejer det hele – øen, færgen, bygningerne. Hvis vi først skulle ud og købe en ø, ville det for alvor blive dyrt”.
Det kommende udrejsecenter skal stå klar i 2. halvår 2021. Planen skal tredjebehandles på torsdag i Folketinget, og selv om Socialdemokratiet har givet ret tvetydige svar på, om de stemmer for, så ser kun Radikale, Alternativet, SF og Enhedslisten ud til at stemme imod.
Vil motivere til at rejse hjem
Rene Christensen er overbevist om, at øen vil få en vigtig betydning, og han mener også, at øen sender et vigtigt signal.
”Det bliver et sted, hvor vi overholder alle internationale forpligtelser, men heller ikke mere, så jeg tror det vil motivere nogle til at rejse hjem. For der er en del af dem, som i dag er på tålt ophold, som godt kan rejse hjem, uden at risikere tortur og dødsstraf, og jeg tror, at når man ved, at man skal være på en ø, så forsvinder fidusen ved at være i Danmark,” siger Rene Christensen.