“Vi lovgiver ikke om håndtryk i al almindelighed, men vi lovgiver om, at man skal give hånd, når man får et statsborgerskab! Det manglede da bare”. Dansk Folkepartis indfødsretsordfører skriver om håndtrykket, som bliver en del af ceremonien om statsborgerskab, som vedtages i Folketinget i denne uge
Af Christian Langballe, indfødsretsordfører, Dansk Folkeparti
Torsdag den 20. december bliver loven om håndtrykket og ceremonien i forbindelse med statsborgerskab vedtaget i folketinget. Endelig og godt for Danmark! Der lød et hyl af forargelse fra De Radikale og venstrefløjen, da vi i DF i en aftale om opstramninger af betingelserne for statsborgerskab fik igennem, at ansøgere om dansk statsborgerskab skal give hånd som tak for at modtage det. Imens løb socialdemokraterne rundt som forvildede høns uden retningssans, der ikke rigtig kunne beslutte sig for at have en holdning til spørgsmålet. Først sagde de ja, så sagde de nej, og nu er der ingen, der ved, hvad de mener.
Selvfølgelig hyler De Radikale og venstrefløjen op. De vil gerne strø om sig med statsborgerskaber til alle og enhver, fordi de opfatter statsborgerskabet som en menneskerettighed. Det er jo netop denne lemfældige omgang med statsborgerskabet, som vi ønsker at gøre op med. Jeg har den holdning, at det afgørende hensyn gælder Danmark og danskerne, og jeg kan ikke acceptere, at man bare deler statsborgerskaber ud til højre og venstre, hvor man ikke aner, om de er danske eller ej. Der er i de sidste 10 år uddelt 58.000 statsborgerskaber, hvor vi faktisk ikke aner, om disse personer er danske i hjertet. Derfor stemmer vi fortsat nej til tildeling af statsborgerskab, og derfor bliver vi ved med at stramme op, indtil vi er sikre på, at kun de personer, som virkelig vil Danmark og danskerne, får statsborgerskab. Det er i denne sammenhæng, at håndtrykket skal forstås. Vi lovgiver ikke om håndtryk i al almindelighed, men vi lovgiver om, at man skal give hånd, når man får et statsborgerskab! Det manglede da bare.
“Jeg kan ikke acceptere, at man bare deler statsborgerskaber ud til højre og venstre, hvor man ikke aner, om de er danske eller ej”
Vi giver hånd i Danmark
Først nogle generelle betragtninger om håndtrykket. Vi giver hånd i Danmark – og da især når det skal være rigtig højtideligt. Da vi som folketingspolitikere skulle til bal hos dronningen, gav vi hånd, fordi det gør man bare. Dronningen giver nemlig ikke krammere. Da min datter for nogle år siden modtog sit eksamensbevis på gymnasiet, gav hun hånd som tak til rektor. Når man bliver gift i en kirke, giver man hånd, hvor ægteparret dermed gensidigt besegler løftet med hinanden. Ægteskabspagten og løftet om troskab besegles med håndtrykket. Alle de omtalte aspekter er med, når en ny statsborger – en ny dansker – bliver bedt om at give hånd. Begivenheden er i sig selv højtidelig, fordi det er en helt særlig gave at få et dansk statsborgerskab. Derfor siger man selvfølgelig også tak og giver hånd. Det manglede da bare.
Der ligger så også et løfte i håndslaget og en vedkendelse af, at der i stedet for alle mulige andre tidligere loyalitetsforhold nu er sat et nyt forhold – nemlig Danmark og danskerne – som man erklærer sin loyalitet overfor. Løftet, der ligger i håndtrykket, er en solidaritetserklæring i forhold til Danmark. Man demonstrerer dermed sin troskab mod Danmark. Derfor skal det også være en myndighedsperson, en myndighedsperson, som repræsenterer Danmark, som man giver hånd til.
“Løftet, der ligger i håndtrykket, er en solidaritetserklæring i forhold til Danmark”
Rene og urene
Nå ja, kunne man spørge: Hvad nu hvis muslimen af religiøse grunde ikke vil give hånd, bør vi så ikke respektere muslimens tro? Næh, for hvis muslimen på grund af islams renhedsforskrifter ikke vil give hånd, er det, fordi muslimen betragter os i Danmark for at være urene i religiøs forstand, hvad enten det er, fordi vi er vantro, eller fordi muslimen betragter kvinden som et laverestående væsen. Hvis man har det i sig selv fornærmende syn på almindelige Danmark og danskerne, har man overhovedet ikke fortjent et statsborgerskab, så enkelt er det. Jeg kan så heller ikke forstå, at man overhovedet vil have et statsborgerskab, hvis man betragter den danske nation som en nation af vantro og urene.
Er det så overhovedet noget problem? Ja, det er det! Den iranske ambassadør ønskede ikke at møde op til en nytårsreception, fordi han dermed skulle give hånd til folketingets formand, som er kvinde. Så han blev hjemme.
“Jeg kan så heller ikke forstå, at man overhovedet vil have et statsborgerskab, hvis man betragter den danske nation som en nation af vantro og urene”
