Regeringens plan om at tvinge indvandrere i arbejde vil kun ramme 22.000 personer

0
2340
Arkivfoto

Ny analyse fra Dansk Erhverv viser i følge Berlingske, at langt de fleste ikke-vestlige indvandrere, der er på offentlig forsørgelse, ikke vil kunne tvinges i arbejde

Mange ikke-vestlige indvandrere vil ikke komme arbejde, selv om der indføres et krav til ikke-vestlige indvandrere om 37 timers aktivering. Det vurderer Dansk Erhverv i en ny analyse, skriver Berlingske.

Regeringen forventes snart at fremsætte et forslag om 37 timers aktiveringspligt for nytilkomne flygtninge og indvandrere med såkaldt integrationspotentiale.

Målet er, at det skal få mange af de 90.000 personer i den erhvervsaktive alder med ikke vestlig-baggrund, som i dag er på skatteyderbetalt offentlig forsøgelse, ud på arbejdsmarkedet. Men Dansk Erhverv vurderer, at det kun vil omfatte en fjerdedel af disse.

Kan ikke stille krav

Ifølge analysen fra Dansk Erhverv er forklaringen, at ud af de 90.000 er de 51.000 på førtidspension, på sygedagpenge eller ressourceforløb. Derfor er det ikke er muligt – eller kun i meget begrænset omfang muligt – at stille krav om, at de skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Yderligere 17.100 er såkaldt aktiveringsparate ledige. Det vil sige, at de ikke står til rådighed for et job på grund af helbredsmæssige, personlige eller sociale udfordringer.

Summa summarum: Ifølge Dansk Erhverv vil et krav om 37 timers aktivering for at få offentlige ydelser kun omfatte 22.000 personer med ikke-vestlig baggrund.

“Tallene viser med al tydelighed, at det er en meget stor opgave at løfte beskæftigelsen i gruppen af ikkevestlige baggrund på offentlig forsørgelse, fordi hovedparten er så langt væk fra arbejdsmarkedet, at aktiveringsværktøjer ikke virker over for dem. Man skal i hvert fald ikke se det som en løftestang til at trække udbuddet af arbejdskraft op, som regeringen ellers har lagt op til,” siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv, til Berlingske.

Minister er “lidt overrasket”

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger til Berlingske at han “da er lidt overrasket” over analysen, men han mener, at det stadig er en stor gruppe, som vil blive omfattet af det kommende udspil.

“Vi har hele tiden sagt, at en 37 timers arbejdspligt alene skal gælde for personer, der modtager ydelser i kontanthjælpssystemet, for her kan vi stille krav om, at man skal bidrage. Det er i sig selv en stor målgruppe – og dermed et ambitiøst initiativ for at styrke integration og få flere i beskæftigelse,” siger Peter Hummelgaard.

Læs artiklen i Berlingske her