Regeringen lemper udlændingelov udenom Folketinget: ”Det er fuldstændig vildt”

0
2742
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye taler med den radikale leder Sofie Carsten Nielsen under torsdagens åbningsdebat i Folketinget. I al diskretion har Mattias Tesfaye gennemført en markant lempelse af reglerne om familiesammenføring. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har administrativt ændret reglerne, så flygtninge kan få familiesammenføring allerede efter to år. ”Er Danmark blevet en bananrepublik,” spørger DFs formand Kristian Thulesen Dahl

”Det er fuldstændig vildt”.

Dansk Folkepartis formand reagerer i Jyllands-Posten skarpt på nyheden om, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) udenom Folketinget har besluttet, at flygtninge med midlertidigt beskyttelsesbehov fremover skal kunne søge om at få familiesammenføring efter to og ikke tre år.

Det sker på baggrund af en afgørelse i sommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Her fastslog domstolens Storkammer, at den danske tre års-regel er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

“Regeringen har med et pennestrøg ladet domstolen afgøre en hjørnesten i dansk udlændingepolitik og ikke inddraget os. Det er respektløst og vidner om en egenrådig regering,” siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl under torsdagens åbningsdebat i Folketinget. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021

DF-formanden fortæller til avisen, at han først hørte om ændringen fredag den 1. oktober, da han holdt i sin indkørsel hjemme i Thyregod. Han fik oplysningen via en orientering til Udlændingeudvalget fra ministeren, suppleret med en 15 sider lang juridisk redegørelse. Orienteringen blev senere fulgt op med en pressemeddelelse, der blev udsendt kl. 18.

”Juridisk vurdering: 3-årsregel skal ændres efter europæisk dom,” lød overskriften i pressemeddelelsen, der kan læses her: Pressemeddelelse

Fremsætter først lovforslag i 2022

Det er afgørelsen i sagen ”M.A. mod Danmark”, som ligger bag Mattias Tesfayes pludselig og diskrete udlændingelempelse. Sagen handler om en syrisk flygtning, der i 2016 fik afslag på familiesammenføring, fordi han ikke havde været i Danmark i tre år. Ifølge domstolen er det i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til respekt for privat- og familieliv.

På baggrund af dommen har udlændinge- og integrationsministeren besluttet, at Udlændingestyrelsen fremover skal give flygtninge med midlertidigt ophold ret til familiesammenføring efter to år, hvis alle øvrige betingelser er opfyldt. Ændringen træder i kraft allerede, men den skal føjes ind i Udlændingeloven via et lovforslag, som fremsættes i 2022. Her vil det samtidig blive foreslået, at to års-reglen skal kunne ændres til tre år, ”hvis der på ny opstår en massetilstrømning af asylansøgere til Danmark”.

DF-formand: Et knæfald

Kristian Thulesen Dahl kalder ændringen ”et reelt knæfald”, når regeringen gennemfører den uden at diskutere med Folketinget, om der er andre muligheder end to års-reglen.

”Det vidner om en kapitulation, og at man har ønsket, at denne sag går hurtigst muligt væk fra regeringens skriveborde,” siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

Dansk Folkeparti kræver nu et hastesamråd med regeringen.

”Er Danmark blevet en bananrepublik,” skriver Kristian Thulesen Dahl på Twitter.

Minister: Ingen vej udenom

Udlændingeordførerne fra Det Konservative Folkeparti og Venstre reagerer også skarpt. De konservative Marcus Knuth siger til Jyllands-Posten, at Mattias Tesfaye ”lusker det ind af bagdøren”. Samme beskrivelse har Venstres Mads Fuglede.

Enhedslistens Rosa Lund er ikke overraskende uforstående overfor kritikken, mens udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye til Jyllands-Posten siger, at ”der er ingen vej uden om: Vi skal følge afgørelsen. Vi lever trods alt i en retssat”.

I pressemeddelelsen, der blev udsendt fredag den 1. oktober kl. 18, sagde ministeren:

”Som jeg tidligere har sagt, er jeg naturligvis ærgerlig over, at dommen gik imod Danmark. Men jeg er samtidig også lettet over, at det ifølge dommen er muligt at have en 2-årsregel – også selvom antallet af asylansøgere er væsentligt lavere end dengang, vi indførte reglerne. Vi arbejder hårdt på at fastholde de rekordlave asyltal, men hvis vi en dag kommer i en situation, der minder om 2015, vil vi igen kunne skrue grænsen op fra to til tre år. Det er et godt redskab at have i værktøjskassen,” siger Mattias Tesfaye.

Læs Jyllands-Posten: Regeringen lister udlændingelempelse ind ad bagdøren uden om Folketinget