Minkkommissionen: Regeringen var orienteret om manglende lovhjemmel

0
2469
Aafhøringerne i Minkkommissionen startede torsdag op i Retten på Frederiksberg. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Sms-korrespondance mellem embedsmænd viser, at regeringen var orienteret om den manglende lovhjemmel, da statsminister Mette Frederiksen 4. november krævede alle mink aflivet

To dage inde i Minkkommissionens afhøringer står det klart, at regeringen var orienteret om, at der ikke var lovhjemmel, da statsminister Mette Frederiksen (S) den 4. november 2020 på et pressemøde beordrede alle mink i Danmark aflivet.

Fredag blev Line Nørbæk, daværende erhvervspolitisk direktør i Erhvervsministeriet, afhørt, og hun fortalte, at hun i lørdag den 7. november – tre dage efter pressemødet – kontaktede afdelingschef Tejs Binderup fra Fødevareministeriet på en SMS. Det skete efter, at den konservative MF’er Rasmus Jarlov på Twitter havde skrevet, at han lige var blevet klar over, at regeringen ikke havde hjemmel til sin beslutning om at aflive alle mink.

Jarlovs tweet overraskede Line Nørbæk. Derfor skrev hun til Tejs Binderup.

“Jeg var af den opfattelse, at vi havde en arbejdshypotese … At der var hjemmel. Jeg havde ikke grund til at betvivle, at det lå anderledes,” forklarede Line Nørbæk under fredagens afhøring.

Svaret fra Tejs Binderup overraskede hende. Flere medier skriver direkte, at der er tale om en bombe i minksagen. Afdelingschefen skrev nemlig, at regeringen var orienteret om den manglende hjemmel før beslutningen blev truffet.

“Det vidste regeringen godt”

I følge Ekstra Bladet lød sms-korrespondancen sådan her:

Fra Line Nørbæk, Erhvervsministeriet:

“Hej Tejs, skal I lave ny hjemmel, fordi vi ikke har hjemmel til at slå det hele ned. Altså udenfor syge besætninger og risikozoner?”.

Fra Tejs Binderup, Miljø- og Fødevareministeriet:

“Ja præcis. Og har heller ikke hjemmel til at betale kompensation. Men det vidste regeringen godt. Vi havde skrevet det i KU-sagen, at vi ikke mente, der var hjemmel”.

KU-sagen, der refereres til, er det materiale, som blev lagt frem for regeringens koordinationsudvalg den 3. november, dvs. dagen pressemødet, hvor beslutningen om totaltaflivningen af alle danske mink blev meddelt for danskerne.

Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm var fredag blandt de afhørte i Minkkommissionen. Her ankommer han til Retten på Frederiksberg. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Fyret minister bekræftede manglende lovhjemmel

At der manglede lovhjemmel, blev også bekræftet i en mail fra den nu tidligere  fødevareminister Mogens Jensen. Da han søndag den 8. november af et medie blev bedt om en kommentar til Rasmus Jarlovs tweet, udsendte ministeriet følgende citat, som ministeren personligt godkendte:

“Regeringen har besluttet, at det hastede, situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud”.

DF: Statsministeren skal for en rigsret

Beslutningen om at kræve alle mink aflivet og dermed nedlægge det danske minkerhverv har kostet næsten 20 milliarder kroner. Den manglende lovhjemmel betyder, at regeringens beslutning var grundlovsstridig, og på den baggrund krævede Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl på DFs årsmøde for nylig, at statsminister Mette Frederiksen skal stilles for en rigsret.

Med henvisning til den aktuelle rigsretssag mod tidl. udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg fastslog DF-formanden, at der skal være lighed for loven:

“Jeg er ikke i tvivl: Hvis et flertal virkelig mener, at Inger Støjberg har gjort noget som helst, der overhovedet kan berettige til en Rigsretssag, er der slet ingen tvivl om, at det også bør være tilfældet i forhold til Mette Frederiksen og mink-skandalen,” sagde Kristian Thulesen Dahl på DFs årsmøde.

Læs også:

Ender hun i Rigsretten? 9. december skal Mette F. afhøres om minkskandalen