En forskningsrapport fra Roskilde Universitetscenter kaldes “klamphuggeri”, “totalt ubrugelig” og “uden for skiven”. DF vil have fjernet rapporten fra ministeriums hjemmeside
To millioner kroner. Så mange skattekroner er blevet spildt på en forskningsrapport, som skulle komme med anbefalinger til at bekæmpe æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol i ikke-vestlige indvandrermiljøer.
Rapporten eksisterer ganske vist og kan indtil videre læses på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside. Men dens anbefalinger er så ubrugelige, at fungerende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad siger, at rapporten er placeret nederst i skuffen, og han kalder den både ”virkelighedsfjern” og ”skudt ved siden af skiven”.
Lignende synspunkter har politikere fra andre partier, inklusiv Dansk Folkeparti. Udlændingeordfører Pia Kjærsgaard kalder eksempelvis rapporten for ”totalt ubrugelig”.
“Kender ikke til problemer med kvinders ære”
Årsag: De to forskere bag rapporten, Lise Paulsen Galal og Louise Lund Liebmann fra Roskilde Universitetscenter (RUC), har interviewet 53 “etniske minoritetsborgere”, heraf mange praktiserede muslimer, i Vollsmose og Slagelse, og deres konklusioner er nogenlunde stik modsat de almene opfattelser af social kontrol og æresvold.
For eksempel skriver forskerne, at interviewpersonerne mest oplever begrænsninger som følge af “majoritetssamfundets” (= danskernes, red.) mobning, stigmatisering og diskrimination af indvandrere. Nogle af de interviewede siger også, at de mest forbinder ”negativ social kontrol” med overvågning fra samfundets side, f.eks. når de ikke må bære tørklæde eller være tildækkede.
Problemer med kvinders ære og ærbarhed er heller ikke det store problem, skal man tro forskerne. ”Det er med en enkelt undtagelse ikke en erfaring, vores informanter nikker genkendende til,” som de skriver.
Forskere: Brug koran- og arabiskundervisning
Blandt deres anbefalinger er – hold fast – at pigerne bør læse i koranen og lære arabisk.
Som det hedder på RUC-akademisk i den 153 sider og to millioner kroner dyre rapport:
”Eksempelvis nævner flere af vores yngre, kvindelige informanter, at de har fundet styrke i – eller anvender andre redskaber hentet fra – Koran- og arabiskundervisning, når de forhandler i forhold til konformitet, autoritet og mobilitet med deres omgivelser”.
Og videre:
”En opmærksomhed på krydsfeltet betyder på den måde, at vi ikke per automatik bør dømme religion eller andre identitetsunderstøttende aspekter ude, men bør se på og inddrage dem som potentielle ressourcer, der kan styrkes og anvendes i kampen for øget selvbestemmelse og ligeværd”.
Rapport skal holdes væk fra kommuner
Det er konklusioner som disse, som har fået politikere op i det røde felt, og tirsdag var rapporten så genstand for et samråd i Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg.
Det var Liberal Alliances Henrik Dahl, som havde indkaldt til samrådet. Han har kaldt rapporten for klamphuggeri og pseudovidenskabelig, og på tirsdagens samråd lagde han op til en debat om, hvordan man fremadrettet undgår at bruge skattekroner på lignende ubrugeligt arbejde.
Fungerende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad fortalte, at han har bedt om, at rapportens konklusioner ikke bruges til undervisning af frontpersonale. Han vil undgå, at rapportens konklusioner bruges ude i kommunerne.
Pia Kjærsgaard: Bør fjernes fra ministeriets hjemmeside
Rapporten ligger dog stadig på ministeriets hjemmeside. Derfor bad Pia Kjærsgaard på samrådet om, at rapporten bliver fjernet fra hjemmesiden.
”Med den debat, vi har, er det helt tåbeligt, at det står som et officielt dokument på hjemmesiden,” sagde Pia Kjærsgaard.
Ministeren lovede at han straks ville undersøge, om rapporten kan fjernes. Til gengæld havde han ikke svar på, hvad der skal ske, hvilket Pia Kjærsgaard kritiserede:
”Det er grotesk, at man bestiller sådan en rapport, og så kommer der en rapport, som alle kan se er totalt ubrugelig. Og jeg synes godt, man her til i dag kunne have forberedt et svar på, hvad at man gør herfra. Bestiller vi en ny rapport, eller hvad gør vi? Det, synes jeg, vi har krav på at vide,” sagde hun.