Politiet har flere gange måttet opgive at tvangsudsende afviste asylansøgere, fordi de gjorde voldsom modstand ved afrejsen. Pia Kjærsgaard (DF) mener, at det kan være nødvendigt at bruge bedøvelse. Det forslag er Amnesty International åben overfor
En algerisk mand, der sluger barberblade. En afrikansk kvinde, der smører sig ind i sin egen afføring. En libysk mand, der spytter blod efter betjentene.
Sådan lyder nogle af de sager om afviste asylansøgere, som politiet har måttet opgive at sende ud af landet, fordi de gjorde voldsom modstand mod udsendelsen.
Det er TV2, der har fået aktindsigt i 34 sager om tvangsudsendelser fra de sidste fem år, der har måttet afbrydes. Sagerne beskriver situationer med udlændinge, der gør voldsomt modstand. Om tumultagtige scener, om betjente der bides i hånden, om medpassagerer der bliver bange og om flykaptajner, der må sige fra, fordi de frygter, at den udviste vil være til fare for flysikkerheden.
Det får nu Dansk Folkepartis udlændingeordfører Pia Kjærsgaard til at genfremsætte et tidligere DF-forslag om at bruge bedøvelse, når tvangsudsendte gør modstand. Pia Kjærsgaard rejser sagen om de mange afbrudte udsendelser overfor udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, og her spørger hun blandt andet, hvordan ministeren ser på brugen af bedøvelse.
”Bedøvelse kan måske lyde lidt drastisk, men der er jo ikke tale om, at folk der dejser om og skal bæres ombord på flyet af fire betjente. Det skal være en bedøvelse, som pacificerer og beroliger, men hvor folk stadig kan gå ombord og selv sætte sig ned. På den måde vil man kunne undgå, at de generer besætningen og er til fare for sig selv og deres omgivelser,” siger Pia Kjærsgaard.
Amnesty: Bedøvelse bedre en voldsomme scener
Forslaget afvises af Dansk Politiforbunds formand Claus Oxfeldt:
”For det første ville vi skulle have en læge med. Og så skal man også holde sig for øje, at rigtigt mange udsendelser foregår stille og roligt. De betjente, der håndterer udsendelserne er godt forberedte og ved, hvor det går galt. Derfor tager de sig de forholdsregler, som er nødvendige,” siger han til TV2 News.
Ifølge Information har Justitsministeriet tidligere afvist bedøvelse af udviste med henvisning til, at tvangsmedicinering er i strid med menneskerettighederne. Men nu får forslaget en positiv modtagelse fra Amnesty International, der netop arbejder med menneskerettigheder.
Claus Juul, juridisk konsulent hos Amnesty International, siger til TV2 News:
”Når man ser på den måde, tvangsudsendelserne foregår nu, så må man spørge sig selv, om bedøvelse ikke er at foretrække frem for de her meget voldsomme seancer, som vi har set”.
I følge TV2 har politiet i 2019 udvist 2032 personer. Af disse blev 1873 udvist ved en “påset” udsendelse, det vil sige, at politiet ser den pågældende udlænding tige ombord på et fly, et skib eller et tog. Derudover har der indtil videre været 120 sager, hvor betjente er rejst med den udviste tilbage til hjemlandet.