Peter Kofod kritiserer EU-parlamentets flertal: Holder EU-kritisk gruppe udenfor indflydelse

0
2645
Peter Kofod, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, bliver fremover partiets udenrigsordfører. Peter Kofod er folketingskandidat i Sønderborgkredsen. Foto: Carsten Lundager

Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Peter Kofod, er træt af den politiske kultur i Bruxelles, hvor flertallet ikke gider lytte til de EU-kritiske partier. “Jeg kan ikke komme i tanke om et ændringsforslag, jeg har fået igennem,” siger han til Berlingske

Et medlem tager konsekvent sine høretelefoner af, når Peter Kofod taler i LIBE-udvalget i Europa-Parlamentet. Så slipper han for at få oversat DF’erens indlæg til sit eget sprog.

Det er bare ét eksempel på, hvordan de EU-kritiske partier i den nationalkonservative ID-gruppe, som Dansk Folkepartis Peter Kofod er medlem af, har svært ved at få ørenlyd i Europa-Parlamentet.

Stik mod kulturen i Folketinget, hvor der arbejdes sammen på tværs af politiske forskelle, bliver den nationalkonservative gruppe holdt ud i strakt arm i Europa-Parlamentet.

Politiske modstandere lytter ikke, og selv om ID (”Identitet & Demokrati”) tæller 73 mandater og derfor burde have to formandsposter og ni næstformandsposter i et af de 20 stående udvalg, sørgede flertallet efter valget i 2019 for, at ID-gruppen ikke fik én eneste formandspost.

Umuligt at få indflydelse

Resultatet er, at det er umuligt at få indflydelse. Det fortæller Peter Kofod til Berlingske. Avisen har interviewet den 31-årige europaparlamentariker, som for nylig meddelte, at han vil opstilles til Folketinget og derfor forlader Europa-Parlamentet, hvis han bliver valgt. Peter Kofod var medlem af Folketinget 2015-2019, og han fortæller Berlingske om forskellen på Folketinget og Europa-Parlamentet:

”For i Danmark kan vi jo også diskutere og være uenige, men jeg oplevede også en vilje til at sætte sig sammen med forskellige udgangspunkter, trappe konflikten ned og forsøge at løse noget. Jeg ved godt, det er moderne at hakke på Folketinget, men sammenlignet med det cirkus, jeg sidder i lige nu, fortjener det danske folkestyre et skulderklap,” siger Peter Kofod til avisen.

“Sammenlignet med det cirkus, jeg sidder i lige nu, fortjener det danske folkestyre et skulderklap”

Peter Kofod (DF), medlem af Europa-Parlamentet, til Berlingske

Det er ikke kun formands- og næstformandsposterne, som ID-gruppen holdes væk fra. Den EU-kritiske gruppe har nærmest heller ingen rapportører på de rapporter, der kører gennem parlamentet. Dermed er de afskåret fra at få indflydelse, forklarer Peter Kofod.

”Tænk hvor stor en skandale, det havde været i Danmark, hvis et parti havde mødt kriterierne for at komme i Folketingets præsidium, og et flertal så havde sagt, at de ikke lige gider det parti eller den person,” siger han til Berlingske.

Vigtigt at være tilstede

Peter Kofod siger lige ud, at ”jeg kan ikke komme i tanke om et ændringsforslag, jeg har fået igennem”, Han understreger dog samtidig, at han har lært meget af opholdet i Bruxelles, og at han ikke vil skrue ned for arbejdet, før han måtte blive valgt til Folketinget.

“Der er brug for, at det bliver passet, og at jeg tager mig af det,” siger Peter Kofod.

Trods flertallets benspænd, mener DF’eren, at det er vigtigt, at der er EU-skeptiske stemmer i Bruxelles.

“Der er nødt til at være nogen, der siger de ting, vi siger. I min gruppe er vi i opposition, men et parlament uden opposition og uden de frække spørgsmål ville jo være – undskyld mit sprog – det mest røvsyge. Jeg har et håb om, at der med tiden kommer en større gruppe på højrefløjen. Og hvis DF ikke var i det hus, så ville det jo kun være de mest religiøse disciple, der mødes til lovsang af EU-systemet,” siger Peter Kofod til Berlingske.

Berlingskes interview med Peter Kofod kan læses her