Den store infrastrukturaftale giver 581 millioner til 2. etape af letbanen i Odense. Men kommunen skal selv bruge næsten 1 milliard kroner. De penge burde i stedet bruges på velfærd, mener Carsten Sørensen (DF)
Det kunne ligne en flot gave til Odense, men 581 millioner kroner fra staten til næste etape af letbanen i den fynske hovedstad er alt andet end en gave, mener Dansk Folkepartis 2. viceborgmester i Odense, Carsten Sørensen.
Odense Kommune skal nemlig selv hente 982 millioner kroner op af kassen, hvis etape 2 skal realiseres, og det vil gå ud over både velfærd og den øvrige kollektive trafik i Odense, mener Carsten Sørensen.
De 581 millioner kroner er en del af den store infrastrukturplan, som Folketingets partier præsenterede i mandags. Kun Dansk Folkeparti har som det eneste parti sagt nej til letbane-bevillingen. De øvrige partier bakker op, inklusive Venstre og Konservative, der ellers lokalt er modstandere af letbanen.
“Pengene kan kun bruges en gang”
Det skuffer Carsten Sørensen, som også kritiserer Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel. Den socialdemokratiske borgmester udtalte mandag til TV2 Fyn, at ”med det beløb, der kommer, at så kommer det i hvert fald ikke til at gå ud over velfærden”. Men det holder ikke, mener Carsten Sørensen:
”Jeg synes det er et kæmpe problem, at vi har en borgmester, der går ud og siger, at det ikke kommer til at koste velfærd at vi skal bruge næsten én milliard kroner på letbanen. Pengene kan kun bruges én gang, og pengene kunne have været brugt på bedre forhold på vores plejehjem, skoler og forholdene for de ansatte i kommunen,” siger DF’eren.
Dårlige trafikbetjening i dele af Odense
Trafikalt og miljømæssigt er en udvidelse af letbanen heller ikke en fordel for Odense, mener Carsten Sørensen.
”Miljømæssigt er letbanen en gammeldags teknologi, som ikke er grøn nok. Letbanen kører på strøm, hvor man i dag kunne vælge en nul-emissions løsning med brint. Samtidig betyder letbanen, at man for at finansiere det årlige underskud på driften (minimum 60 mio. kr. for første etape og 30 mio. kr. ved anden etape, red.), har besluttet at reducere antallet af køreplantimer i Odenses bybusser fra 220.000 til 130.000. Så hvis man ikke bor på letbanens strækning, får man dårligere offentlig transport,” siger Carsten Sørensen.
Blåt flertal er eneste håb
Der er flertal i det nuværende byråd for letbanen, så det eneste håb for modstanderne af etape 2-udvidelsen er et politisk skifte ved efterårets kommunalvalg.
”Flertallet er der i dag, så som det ser ud nu, så får vi etape 2 med bevillingen i infrastrukturplanen. Men hvis vi får en blå borgmester efter valget, vil der være et flertal for at stoppe projektet,” siger Carsten Sørensen.
Læs også: