Regeringen skærper miljøkrav til landbruget: “Det kommer som en tyv om natten”

0
2399
Regeringen lægger op til, at dansk landbrug skal udlægge 350.000 hektar til efterårsafgrøder næste år for at reducere udledningen af kvælstof. Det er markant mere end der allerede er aftalt for 2020.

Regeringen vil ændre kravene til landbrugets kvælstofudledning i 2020. “Politik når det er værst,” siger Landbrug & Fødevares formand. Urimeligt, mener DFs landbrugsordfører

Der ventede toppen af dansk landbrug en kæmpe overraskelse, da de granskede den del af regeringens finanslovsudspil, der handler om landbrug. For langt nede i teksten stod der, at dét krav om kvælstofreduktion, som var aftalt til 2021, nu skal fremrykkes til 2020.

Det betyder konkret, at der næste år skal udlægges 350.000 hektar til efterafgrøder. Det er markant mere end de 250.000 hektar, der oprindeligt var aftalt for 2020.

”Det kommer som en tyv om natten,” tordnede Landbrug & Fødevares formand Martin Merrild, da han talte på foreningens delegeretmøde for to uger siden i Herning.

”Vi er komplet uforstående. Det er politik når det er værst, og vi får ingen gode svar,” sagde landbrugsformanden.

”Vi er komplet uforstående. Det er politik når det er værst, og vi får ingen gode svar”

Martin Merrild, formand, Landbrug & Fødevarer

Dansk Folkepartis landbrugsordfører Lise Bech er også kritisk

”Det kan man jo ikke nå. Der er jo lavet markplaner for næste år. Jeg synes simpelt hen ikke det er en rimelig måde at behandle landbruget på,” siger Lise Bech.

Løber fra valgløfte

Ifølge Martin Merrild er kravet i direkte modstrid med Socialdemokratiets valgløfter før valget. At landbruget skal reguleres af et bredt politisk flertal henover midten – og nu er regeringen ved at stramme miljøkravene sammen med sine støttepartier, og uden at bl.a. Dansk Folkeparti er indkaldt til forhandlinger.

”De har hverken indkaldt Dansk Folkeparti, Liberal Alliance eller Konservative, som var en del af Landbrugspakken, til forhandlingerne. Det synes jeg er uforskammet,” siger Lise Bech.

Lise Bech er bl.a. landbrugs- og fødevareordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Martin Merrild mener, at stramningen sker uden faglig begrundelse:

”Alt er baseret på mavefornemmelse. Alle venter på en den store kvælstofevaluering, der er lige på trapperne. Derfor har vi stillet spørgsmålet til regeringen mange gange: Hvorfor nu. Hvorfor 1150 ton (den mængde kvælstof, der skal reduceres ekstra med i 2020, red.). Vi får ingen gode svar,” sagde han på landbrugets delegeretmøde.

Minister: Nye krav står ved magt

Fødevareminister Mogens Jensen (S) siger til magasinet Effektivt Landbrug, at kravet står ved magt:

”Det er regeringens ambition at få kvælstofregnskabet i balance, så vi får et bedre vandmiljø. Der er et efterslæb i at nå de mål for opsamling af kvælstof, der blev fastsat i Landbrugspakken (fra december 2015, red.). Og jeg konstaterer, at vi har brug for en indsats her og nu,” siger han i et skriftligt svar.

Venstre var som det eneste borgerlige parti indkaldt til forhandlinger. Men i sidste uge valgte partiet at springe fra

»Man kan ikke bare flytte målstregen midt i et løb. Slet ikke, når landbruget spiller aktivt med og er indforstået med at nå de oprindelige mål«, siger finansordføreren Troels Lund Poulsen til Effektivt Landbrug.