
God morgen! Hermed dagens morgenoverblik over nogle af de vigtigste danske og internationale nyheder i et borgerligt-nationalt perspektiv:
Marcus Knuth går fra Venstre til Konservative
Venstres tidligere udlændingeordfører skifter til Det Konservative Folkeparti
PARTISKIFT | En af Venstres hardlinere på udlændingeområdet, Marcus Knuth, har forladt Venstre til fordel for Det Konservative Folkeparti. Marcus Knuth offentliggjorde sit partiskifte på facebook fredag morgen, og han skriver, at det er udlændinge- og værdipolitikken, der har fået ham til at skifte parti:
”Min øverste prioritet i politik er kampen for vores danske kultur, værdier og tryghed. Jeg frygter, at hvis vi ikke står fast nu, så ender vi som Sverige. Vi er nødt til at slå langt hårdere ned på kriminelle udlændinge og de parallelsamfund, der skaber utryghed, arbejdsløshed og sociale kontrol i det danske samfund. Og ja, vi skal kunne tale helt åbent og kritisk om Islams rolle i det danske samfund, ligesom vi skal holde fast i, at Danmark bygger på frie, kristne værdier,” skriver han på Facebook, hvor han også skriver at han er stolt over ”de 114 stramninger, som Inger Støjberg, Venstre og jeg nåede i sidste valgperiode”.

Marcus Knuth var en markant udlændinge- og integrationsordfører for Venstre under de første år med Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister. Men han blev fjernet fra området under en rokade i 2017.
Læs Marcus Knuths facebookopslag her.

Arktis topper liste over risikoområder i ny rapport
Svært at holde Arktis konfliktfrit, mener forsvarsminister
TRUSLER | Forsvarets Efterretningstjeneste præsenterer fredag sin årlige risikovurdering. Som noget nyt er Grønland rykket op på førstepladsen på efterretningstjenestens dagsorden.
”Problemet er populært sagt, at Danmark og Grønland i stigende grad er blevet en lus mellem stormagternes negle. USA er både bekymret for Ruslands muligheder for at ramme Thulebasen militært og for Kinas påståede ønske om via investeringer at få kontrol med vigtige grønlandske ressourcer og kritisk infrastruktur”, skriver Ritzau.

5G øger risikoen fra hackere og kriminelle
Ny rapport udpeger fremtidens fjender i cyberspace
5G-NETVÆRK | I de kommende år udrulles 5G-netværket i Danmark. Det vil øge truslen fra hackere og organiserede kriminelle, som vil få flere mål at angribe, vurderer Center for Cybersikkerhed. Det vil også blive vanskeligere for politiet at aflytte kriminelles telefonsamtaler.
»Det, der ændrer sig med 5G, er, at vi kommer til at se mange flere enheder koblet op på netværket, og så vil sårbarheden over for cyberangreb blive større,« forklarer Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed til Jyllands-Posten.
Artiklen i Jyllands-Posten kan læses her (NB: Betalingsmur).

Partier: Hvad må myndighederne under en valgkamp?
Partier vil have klarhed over, hvad myndigheder kan og må under et valg
VALGKAMP | Under valgkampen vurderede Justitsministeriet, at man på grund af den igangværende valgkamp ikke måtte holde møder med politiet om sagen om fejl i teledata, der sidenhen har udviklet sig til en regulær skandale. Justitsministeriet vurderede samtidig, at man heller ikke kunne orientere Folketinget om sagen, så længe valgkampen stod på.
På samme tid holdt daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) et pressemøde midt under valgkampen for at fortælle, at Skattestyrelsen havde indgået et omstridt milliardforlig i den store sag om svindel med udbytteskat.
”Ministeriernes tolkninger af, hvad myndigheder må og ikke må i en valgkamp, hænger dårligt sammen. Og derfor mener juraeksperter og en stribe partier, at det åbenbart skal skæres ud i pap, hvad rammerne er for statens embedsmænd efter udskrivelse af et valg”, skriver Politiken.

Ledigheden rykker sig ikke
Nye beskæftigelsestal viser, at ledigheden for 12. måned i træk er på 3,7 procent
LEDIGHED | 103.900 personer stod i oktober 2019 uden job på det danske arbejdsmarked. Dermed lå ledigheden for tolvte måned i træk på 3, 7 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Folkekirkens sidste konservative biskop stopper til næste år
Den sidste repræsentant for kirkens højrefløj i bispekollegiet går på pension til næste år
FOLKEKIRKEN | Fra næste år vil der sandsynligvis ikke være flere biskopper tilbage i den danske folkekirke, som tilhører kirkens højrefløj. Det skriver Kristeligt Dagblad. Biskoppen i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, fylder 70 år og stopper til november 2020. Hun er ifølge avisen den eneste konservative teolog med tidehvervsk tilsnit blandt de 10 medlemmer af bispekollegiet, og der er ikke udsigt til, at hun vil blive afløst af en konservativ kandidat.
”I folkekirken er det blevet sådan med tiden, at biskopperne, der i praksis er ledere af folkekirken, ligner hinanden mere og mere,” siger ledelsesrådgiver Poul Langagergaard, der virker som konsulent for kirker.
Han er bekymret for, at en betydelig del af folkekirken ikke vil føle sig repræsenteret, når der ikke længere er en konservativ repræsentant i Bispekollegiet, og han efterlyser større diversitet i kirkens ledelse.
Ny EU-chef: Medlemslandene skal betale mere
Den nye formand for Det Europæiske Råd vil have medlemsstaterne til at betale et større kontingent. Danmark står til en ekstra-udgift på tre milliarder kroner årligt
EU | EUs medlemssstater skal betale mere til EU-kassen, hvis det står til den nye formand for Det Europæiske Råd, den tidligere liberale belgiske premierminister Charles Michel.
“Det er vigtigt, at EU får et budget, hvor vi har mere kapacitet og flere muligheder,” siger Charles Michel i forbindelse med et møde med Mette Frederiksen på Marienborg, i følge Altinget.
Danmark betaler årligt 22,6 milliarder kroner til EU, der har et samlet budget på ca. 1.120 milliarder kroner årligt. Landene betaler 1,0 procent af BNP, men EU-Kommissionen ønsker, at kontingentet hæves til 1,1 mia. kroner, samtidig med med at den nuværende danske rabatordning fjernes. Det vil betyde en ekstra udgift for Danmark til EU på ca. tre milliarder kroner årligt, i følge Altinget.
Læs mere her: Ny EU-chef går imod dansk mærkesag: EU-budgettet skal vokse
POLITISK KALENDER – fredag den 28. november 2019
Kl. 10.00: Samråd i Europaudvalget om nyt asylsystem
Samråd med udlændinge- og integrationsministeren vedr. statsministerens udtalelse under åbningstalen i Folketinget 1/10-19 om et nyt asylsystem.
Møde i Folketingssalen – blandt andet disse sager:
Forespørgsel til udlændinge- og integrationsministeren om konsekvenserne af højere offentlige ydelser til flygtninge og indvandrere. Af Morten Dahlin (V) og Mads Fuglede (V).
Førstebehandling af beslutningsforslag om bedre indeklima i skolerne
Af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) m.fl. Læs mere her: DF vil have handlingsplan for bedre indeklima i folkeskolen
Forespørgsel til udenrigsministeren om anvendelsen af handelssanktioner.
Hvad er udenrigsministerens holdning til anvendelsen af handelssanktioner, og vil udenrigsministeren tage initiativ til at hjælpe de danske eksportvirksomheder, der uforvarende rammes, når Danmark er med til at indføre handelssanktioner mod andre lande? Af Søren Espersen (DF) og Hans Kristian Skibby (DF).
TWITTER & FACEBOOK
DFs gruppeformand Peter Skaarup glæder sig på Twitter over, at Ældre Sagen fremhæver de forbedringer for pensionister, som DF fik med i finansloven for 2019. Artiklen på ditOverblik kan læses her: Finanslov med DF-aftryk har givet 1,5 milliarder kr. til pensionisterne
DFs formand Kristian Thulesen Dahl roser Ældre Sagen på Twitter:
Pia Kjærsgaard opfordrer til at købe årets udgave af “Jul på Borgen”, som hun har redigeret. I bogen deler MFere, ministre og ansatte i Folketinget deres bedste juleminder. Overskuddet går til Hus Forbi: