Kulturminister beklager: Min flybillet til 95.000 kr. var for dyr

0
5788
Ane Halsboe-Jørgensen tog på roadtrip fra San Francisco til Los Angeles, hvor hun deltog i årets oscar-show. Arkivfoto

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) blev onsdag grillet i et samråd af Dansk Folkepartis kulturordfører Dennis Flydtkjær. Ministeren beklager, at hun fløj til USA på businessclass til over 95.000 kroner men forsvarer ellers omstridt USA-rejse til 337.000 kr. Flydtkjær: Indholdet på turen var for tyndt

Der blev ikke sparet på noget, da kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) den 23.-28. marts i år var på rejse til San Francisco og Los Angeles på den amerikanske vestkyst.

Hele 337.000 kroner kostede turen for ministeren og fire af hendes nærmeste medarbejdere.

Alene ministerens flybilletter løb op i 95.472 kroner. Det var prisen for businessclass tur-retur med British Airways.

Flyrejsen blev da også dyrere end nødvendigt. Det erkendte ministeren, da hun onsdag var i samråd i Folketingets kulturudvalg. Samrådet var indkaldt af Dansk Folkepartis kulturordfører Dennis Flydtkjær.

”Min flybillet var for dyr. Den skulle have været købt anderledes. Vi har sat nye procedurer ind, så det ikke sker igen,”  sagde Ane Halsboe-Jørgensen.

“Min flybillet var for dyr,” erkendte kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i sarådet, som Dennis Flydtkjær havde indkaldt til. Foto: Folketings-TV

To punkter på programmet

Men ellers vil ministeren ikke beklage noget. Hun mener, at det var helt på sine plads at bruge over 300.000 skattekroner på en tur, der reelt kun havde to punkter på programmet:

  • Møder i Silicon Valley ved San Francisco med en række techgiganter, hvor ministeren skulle have en såkaldt kritisk dialog med topchefer fra bl.a. Meta (Facebook) og YouTube samt aflevere et brev, hvor Danmark kræver at få indsigt i de algoritmer, der styrer indholdet på bl.a. Facebook.
  • En tur til Los Angeles, hvor ministeren deltog i årets Oscar-uddeling, hvor danske og filmfolk var nomineret i fem kategorier, og hvor hun mødtes med repræsentanter for dansk film, bl.a. filminstruktøren Susanne Bier.

”Der var fagligt tunge grunde til at være der. Det var to vigtige dagsordener, som var en rejse værd. Det var både tech-dagsorden og opbakningen til dansk film. Jeg mener det var vigtigt, at jeg var der,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen i samrådet.

“Det var to vigtige dagsordener, som var en rejse værd”

Ane Halsboe-Jørgensen, kulturminister

Kulturministeren beklager heller ikke, at turen mellem San Francisco og Los Angeles foregik som turisttur i bil langs den ikoniske Stillehavskyst. En tur, der bød på frokost og stop ved seværdigheder, hvilket Ekstra Bladet har dokumenteret med nu slettede selfies fra ministerens Instagram, hvor hun bl.a. er fotograferet med sin særlige rådgiver foran Golden Gate Bridge.

”Det var på ingen måde en privat tur, hverken til Silicon Valley eller Oscar-uddelingen. Og fredag var en transportdag, og det var ikke dyrere at køre turen i bil end at tage et fly, og vi kunne ikke have rykket noget rundt i programmet,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen.

Skatteyderne skal ikke betale for en ministers sightseeing-tur, mener Dennis Flydtkjær. Fra Folketings-TV

”Simpelt hen for smalt”

Dennis Flydtkjær er dog ikke tilfreds med ministerens svar. Han har tidligere udtalt sig kritisk om turen til Ekstra Bladet og netmediet Frihedsbrevet.

”Den faglige begrundelse for turen ser ud til at smuldre,” sagde han den 9. juni til Frihedsbrevet, som kunne afsløre, at brevet, som ministeren tog over for at aflevere til techgiganterne, var sendt i forvejen på mail.

Efter onsdagens samråd ser Dennis Flydtkjær fortsat kritisk på turen.

”Programmet er simpelt hen for smalt til at det kan forsvares at bruge 337.000 skattekroner. Tre møder af en times varighed i Silicon Valley, et morgenmadsmøde med Susanne Bier, hudpleje hos Ole Henriksen i Hollywood og en Oscarfest. Det er for lidt. Selvfølgelig skal folketingsmedlemmer og ministre tage ud i verden og pleje vores interesser og få inspiration. Men når man tager afsted, så skal der være noget på programmet,” siger Dennis Flydtkjær og fortæller, at Folketingets kulturudvalg for nylig har afvist forslag om en tur for udvalget til Canada af samme grund.

”Indholdet var tyndt til at vi kunne forsvare det,” siger han.

”Programmet er simpelt hen for smalt til at det kan forsvares at bruge 337.000 kroner”

Dennis Flydtkjær, kulturordfører, Dansk Folkeparti

”Ministeren ville til Oscarshow”

DF-ordføreren mener, at det hele ”lugter lidt af” at ministeren gerne vil med til Oscar-festen, hvor danske film og filmfolk var nomineret i fem kategorier.

”Og når man så er derovre, så lægger man de her møder ind i Silicon Valley, så ministeren kan få en sightseeingtur ned langs kysten. Jeg har ikke noget imod, at hun tager på sightseeing, men så må hun selv betale det. Det er ikke noget skatteyderne skal betale for,” siger Dennis Flydtkjær.

DFs kulturordfører Dennis Flydtkjær havde indkaldt kulturministeren til samrådet om den meget dyre USA-tur. Fra Folketings.TV

Han har svært ved at tro, at det er kommet bag på ministeren, at hendes billet var meget dyrere end den øvrige delegation fra ministeriet. Den særlige rådgivers billet kostede således 56.241 kroner, mens ministersekretærens rejse kostede 62.578 kroner. En pressemedarbejder og en kontorchef rejste med et andet fly og ”slap” med knap 27.000 kroner hver.

”Ministeren siger, at hun efterfølgende godt kan se, at prisen på hendes billetter var for høj. Men det burde hun vel også have set forinden. Der er vel en grund til, at hele delegationen ikke rejste sammen. Det var vel fordi man godt kunne se, at det ville blive for dyrt, hvis alle skulle have billetter til 95.000 kroner. Så det er en tilståelsessag, synes jeg. Man var selvfølgelig klar over, at billetterne var for dyre, før man tog afsted,” siger Dennis Flydtkjær.

Hele samrådet kan ses her