Minister giver DF ret: Skoleelever skal ikke lære at bede til Allah

0
4157
Pia Kjærsgaard med et billede fra videoen, der viser folkeskolelever, der ligger på knæ i en moské. Fra Folketings-TV

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) giver Dansk Folkeparti ret i, at danske skoleelever ikke skal lave islamiske handlinger som led i undervisningen. Men han vil ikke forbyde det, sagde han onsdag i Folketingets spørgetid

Af Nicklas Jensen Plum

Danske folkeskoleelever, der iført islamiske klæder ligger på knæ med bøjede hoveder og beder i en moské som en del af deres undervisning. Det er hvad man kan se på en række videoer, der i sidste uge florerede på Facebook og X, tidligere kendt som Twitter.

Det er elever fra Emdrupskolen og Borupgårdskolen, der optræder på de pågældende  videoer. Og de har ikke bare forarget Pia Kjærsgaard og Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. De har også ført til, at de to DFere har rejst sagen overfor udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek (S). Det skete onsdag, hvor Pia Kjærsgaard stillede følgende spørgsmål til ministeren i Folketingets spørgetid:

”Vil ministeren tilkendegive sin holdning til, at skoleelever ned til 4. klasse som en del af undervisningen ligger på knæ for islam i den lokale moské?”.

I sit svar lod Kaare Dybvad Bek forstå, at han ligesom DF heller ikke mener, at sådan en islamisk bønne-seance hører hjemme i folkeskolen:

”Det skal meget nøje overvejes, om det er passende især for de yngre folkeskoleelever, aktivt at tage del i religiøse handlinger i trossamfund uden for folkekirken i undervisningssammenhæng. Jeg tror, at jeg som forældre selv ville synes, at det var upassende, hvis et af mine børn havde været en del af den type af religiøs udøvelse, som en del af deres undervisning,” sagde Kaare Dybvad Bek, der understregede, at han ikke var bekendt med den konkrete sag.

“Jeg tror, at jeg som forældre selv ville synes, at det var upassende”

Minister: Ikke passende

Kaare Dybvad Bek mener ikke, at det hører sig til, at man som en del af undervisningen i den danske folkeskole ligger på knæ og beder til islam, når alle offentlige institutioner, og dermed også folkeskolen, er baseret på danske værdier og dansk tradition. Han mener dog, at det er fornuftigt, at eleverne lærer om forskellige religioner som en del af undervisningen, men altså ikke aktivt udøver religiøse handlinger.

Udlændinge.- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek under onsdagens spørgetid. Fra Folketings-TV

Står til Pia Kjærsgaard og DF bør islamiske handlinger aldrig af undervisningen i folkeskolen.

”Nu hvor de lige har ligget der med rumpen i vejret og bedt til Allah, var de så efterfølgende i en kirke og bede fadervor? Det tror jeg ikke på, fordi det kunne jo være, at der var nogle muslimske elever eller deres forældre, som absolut ikke ville have det. Men kristne forældre, de følger bare lidt med, og lærerne synes det er i orden, og man tør ikke rigtig sige fra. Dér har regeringen og os andre en pligt til at sige: Det skal ikke foregå i det danske samfund,” sagde Pia Kjærsgaard i et svar til ministeren.

Hun er glad for, at ministeren er enig med Dansk Folkeparti i, at islamiske bønner ikke hører hjemme i folkeskolen, men hun er ikke tilfreds med, da regeringen ikke aktivt vil gøre noget for at forbyde det, sagde hun.