Mette Thiesen går til minister: Vagtlæger tjener kassen på videokonsultationer

0
4160
Mette Thiesen er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Christian Thøgersen
Mette Thiesen er social- og familieordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Christian Thøgersen

En nordjysk læge har tjent 2,4 millioner kroner på videokonsultationer. Det har fået Dansk Folkepartis sundhedsordfører til at stille en række spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren, da der tidligere har været tilfælde med alvorlige fejl ved videokonsultationerne

Af Nicklas Jensen Plum

Radio4 kunne mandag fortælle, om en nordjysk vagtlæge, som har tjent 2,4 millioner kroner siden januar sidste år på videokonsultationer.

Det har kunnet lade sig gøre, fordi vagtlæger i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland er akkordlønnede, og honoraret for at have en videokonsultation er knapt tre gange højere end en telefonsamtale med patienten. Det betyder, at lægen modtager mindst 225 kroner pr. videokonsultation, hvor lægen kun ville modtage 76 kroner på normal telefonkonsultation.

Kræver svar fra minister

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Mette Thiesen er ikke tilfreds. Hun har stillet en række spørgsmål til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Mette Thiesen vil gerne have ministeren til at redegøre for, om fejlraten er større ved vagtlægers brug af videokonsultationer, end den er ved fysiske konsultationer.
Samtidig vil hun gerne have ministeren til at redegøre for praktiserende læger og vagtlægers brug af videokonsultationer i årene 2021, 2022 og 2023 samt antallet af fejl, der er registreret ved videokonsultationer i hvert af de tre år.

Eksperiment fyldt med fejl

Videokonsultationerne blev indført under corona-pandemien, da landet var lukket ned. Dansk Selskab for Almen Medicin siger til Radio4 Morgen, at de mener, at det var en fejl at rulle videokonsultationerne ud som et alment redskab, som lægerne frit kan bruge.
Radio4 har tidligere fortalt, at vagtlæger tidligere har overset symptomer, da de havde videokonsultationer med patienter. De fremhæver en vagtlæge, der overså en blodprop i benet hos en gravid kvinde.

I et andet tilfælde er det gået ud over en seksårig dreng, som halvandet døgn efter videokonsultationen blev indlagt med akut leversvigt. Symptomerne på leversvigt, som blandt andet er gullig farve i øjnene, blev overset af vagtlægen, sandsynligvis på grund af billedkvaliteten ikke var tilstrækkelig.

Region Nordjylland har oplyst til Radio4, at de vil undersøge data for at afdække, om regionens vagtlæger bruger videokonsultationer uhensigtsmæssigt.