Mette blev truet af unge indvandrere og fik blomster fra DF – men den lokale DF-bestyrelse blev sure og meldte sig ud

0
6826
Mette Qwinten er folketingskandidat for Dansk Folkeparti, og var indtil for nylig næstformand i DF i Herlev.

Hele bestyrelsen i Dansk Folkeparti i Herlev har meldt sig ud af partiet. Det sker i vrede over, at DF på Christiansborg har udtrykt støtte til folketingskandidat Mette Qwinten, som blev chikaneret af indvandrere i Herlev. “Selvfølgelig støtter vi en DF-politiker, der bliver truet og chikaneret,” siger konsulent Steen Thomsen

Da DF-folketingskandidat Mette Qwinten i slutningen af juni blev omringet, truet og spyttet på af en gruppe unge med indvandrerbaggrund på en café i Herlev, fik hun støtte fra Dansk Folkeparti på Christiansborg.

Den øverste ledelse sendte hende blomster, der blev ringet fra Christiansborg med trøstende ord – og i det seneste nummer af Dansk Folkeblad er der skrevet en artikel om Mette Qwinten, hvor hun fortæller om den ubehagelige oplevelse, der blev udløst af et facebookopslag om de unge ballademagere. Overskriften til artiklen er ”Vi nakker dig, din luder” – det var en af de trusler, som Mette Qwinten blev udsat for af de unge indvandrere.

Til gengæld var der ikke megen trøst at hente hos formanden og den øvrige bestyrelse i den lokale DF-forening. Her var formanden Kim Kristensen vred over, at DF-ledelsen støttede Mette Qwinten, som på det tidspunkt var næstformand i DF i Herlev. Han ringede i stedet til DF på Christiansborg og kritiserede, at man bakkede Mette Qwinten op.

Få dage senere udsendte han og den øvrige bestyrelse en mail til medlemmerne med et mistillidsvotum og indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling. Bestyrelsen ville af med Mette Qwinten. De mente, at hun piskede en stemning op om de unge indvandrere.

Artiklen med Mette Qwinten i Dansk Folkeblad.

Hele bestyrelsen melder sig ud

Derefter trak Mette Qwinten sig som næstformand. Mistilliden og den manglende støtte fra formanden efter chikane-sagen, var dråben, der fik hende til at gå. Og i denne uge har sagen så ført til, at Kim Kristensen og den resterende bestyrelse har meldtsig ud af Dansk Folkeparti.

Ifølge den afgående formand Kim Kristensen ”i protest mod Tulle”, dvs. DFs formand Kristian Thulesen Dahl.

”Vi skal lave stunts for enhver pris. Det er rent spin og intet indhold,” siger den afgående formand til Ekstra Bladet, og nævner sagen med Mette Qwinten som den udløsende faktor:

”Vi synes ikke, at vi som DFere er forpligtet til at hælde benzin på bålet. Vi vil slukke det og skabe tryghed,” siger Kim Kristensen.

Dagens udgave af Ekstra Bladet.

Han medlem af byrådet i Herlev og her er der nu flertal for øget videoovervågning og vagtværn imod uroligheder i byen. Derfor er det ”benzin på bålet”, når Mette Qwinten laver et facebookopslag om de unge ballademagere, mener han. Og det burde DF-ledelsen ikke støtte:

”Mette Qwinten havde fuld opbakning fra Christiansborg, så det er åbenbart sådan, vores medlemmer skal opføre sig,” siger Kim Kristensen til Ekstra Bladet.

“Selvfølgelig bakker vi op”

Hos DF på Christiansborg er det organisationskonsulent Steen Thomsen, der udtaler sig om sagen. Han mener, at DF-ledelsen har gjort det eneste rigtige:

”Selvfølgelig skal vi da bakke op om en næstformand, der bliver chikaneret og truet af nogle indvandrere. Hun sidder på en cafe og ser nogle indvandrere, der ikke opfører sig ordentligt. De fleste ville i den situation have dukket hovedet, for ikke at risikere noget. Men hun har mod og mandshjerte til at dokumentere, hvordan virkeligheden er blevet i Herlev i 2020. Det fortjener anerkendelse. Og når hun så bliver chikaneret, fortjener det støtte,” siger Steen Thomsen.

Men det var den lokale DF-formand altså ikke enig i. ”Han ringede og var fortørnet,” fortæller Steen Thomsen, der var meget overrasket over reaktionen:

”Jeg kunne forstå, hvis bestyrelsen var blevet sure over at vi ikke havde støttet Mette Qwinten. Men at blive sur over, at vi sender blomster og støtter en næstformand, der er blevet chikaneret og truet, det forstår jeg ikke,” siger Steen Thomsen.

“Jeg kunne forstå, hvis bestyrelsen var blevet sure over at vi ikke havde støttet Mette Qwinten”

Steen Thomsen, organisationskonsulent, DF

Anstrengt forhold i bestyrelsen

Mette Qwinten selv er knap så overrasket. Ifølge hende handler sagen også om, at den siddende formand længe ”har haft det stramt” med Mette Qwinten.

Det har således været aftalt, at Mette Qwinten skulle indstilles som DFs spidskandidat til næste kommunalvalg og afløse Kim Kristensen som formand. Men Mette Qwinten har fornemmet stadig mindre opbakning til den plan fra formanden og den øvrige afgåede bestyrelse. Hun mødte bl.a. modstand, da hun i foråret genopstillede som næstformand. Og stemningen er ikke blevet bedre af, at Mette Qwinten har kritiseret Kim Kristensen for at have for meget fravær i Kommunalbestyrelsen.

”Jeg er ikke overrasket over, at han melder sig ud nu, og det er heller ikke overraskende, at den øvrige bestyrelse følger ham, for bestyrelsen har bestået af hans kone og nogle bekendte,” siger Mette Qwinten.

Blev filmet og truet

Hun mener, at hun handlede rigtigt, da hun satte spot på ballademagerne den dag i juni. På det tidspunkt havde hun hørt mange historier om indvandrere, der skabte utryghed på butikstorvet Bangs Torv. Det var beretninger om, at der blev kørt ræs på parkeringspladsen, at der blev spillet fodbold mellem bilerne, at der smidt med skrald og at folk blev overfuset og udsat for trusler.

I den pågældende uge var Mette Qwinten to gange på besøg på torvets cafe, og her så hun ved selvsyn, hvordan de unge opførte sig. Derfor tog hun et foto, mens hun sad på cafeen, og lagde det op på facebookgruppen ”Herlev min by”. Med en kommentar om, at der brug for handling fra det lokale SSP.

”Jeg har fået mange henvendelser om stigende problemer med indvandrerdrenge i Herlev. Utrygheden breder sig, folk overvejer at flytte fra byen, og når jeg så direkte ser problemerne, synes jeg der må gøres noget,” siger Mette Qwinten.

Desværre så ballademagerne også opslaget. Og få minutter efter kom 20-25 unge mænd med indvandrerbaggrund ind i cafeen, hvor de hurtigt fandt frem til Mette Qvinten og hendes kæreste.

”De filmer os og tager billeder og er meget aggressive. De råber min kæreste ind i hovedet og hælder en flaske vand ud over ham. De råber også til mig, at de ved, hvem jeg er,” fortæller Mette Qwinten bl.a. om episoden til Dansk Folkeblad.

Hele historien kan læses i Dansk Folkeblad her

“Grotesk at formanden ikke bakker op”

Siden har Mette Qwinten fået hemmelig adresse og telefonnummer. Hendes navn er også fjernet fra postkassen og hoveddøren efter anbefaling fra politiet.

”Det kan godt være, at jeg ikke skulle have lagt opslaget på, mens jeg sad på cafeen. Men jeg synes det er nødvendigt at gøre opmærksom de her problemer. Og så er det jo helt grotesk, at den lokale DF-formand ikke bakker mig op. Det er jo mig, der er offeret, og det er jo vores politik, at vi ikke vil finde os i det her,” siger Mette Qwinten.

“Vi kommer stærkere tilbage”

Nu skal der indkaldes til en ny generalforsamling for Dansk Folkeparti i Herlev. Det vil ifølge Steen Thomsen ske snarest muligt. Og Mette Qwinten ser frem til at fortsætte arbejdet. For Dansk Folkeparti er slet ikke færdige i Herlev, fastslår hun:

”Vi kommer endnu stærkere tilbage. Nu skal vi samle et hold, der vil borgerne det bedste, for vi skal passe på det her fantastiske land. Vi skal ikke lade os kue. Hvis vi gør det – hvis vi ikke tør sætte fokus på de her problemer – så ender vi med svenske tilstande,” siger Mette Qwinten.