Messerschmidt om Nye Borgerliges økonomiske politik: “Det er en gavebod for whiskybæltet”

0
2564
Nye Borgerliges økonomiske politik ligger tæt op af Liberal Alliances. Her ses Pernille Vermund og Mette Thiesen fra Nye Borgerlige side om side medLiberal Alliances formand Alex Vanopslagh under sidste uges afslutningsdebat i Folketinget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Morten Messerschmidt mener, at Nye Borgerliges økonomiske politik kun vil gavne de rige. Nye Borgerliges leder Pernille Vermund svarer igen og kalder Dansk Folkeparti for “et rødt systemparti”

“Det er vildere end Liberal Alliance på en god dag”. Sådan siger Morten Messerschmidt (DF) til BT om Nye Borgerliges økonomiske politi. Det sker i en artikel med overskriften “Åben Krig”, hvor Morten Messerschmidt og Nye Borgerliges leder Pernille Vermund gør det krystalklart, at der er enorm forskel på de to partier, når det kommer til spørgsmål om bl.a. skat og velfærd.

Som ditOverblik har beskrevet flere gange, vil Nye Borgerlige afskaffe både topskaten og selskabsskatten. Partiet vil også lempe beskatningen af aktieindkomster markant og de vil indføre samme flade indkomstskat på 38 procent for alle danskere.

Morten Messerschmidt mener, at det danske samfund vil blive fuldstændig forandret, hvis det bliver indrettet, som Pernille Vermund & co. ønsker. Alene selskabskatten bidrager årligt med 60-70 milliarder kroner, så Nye Borgerliges skatteprogram vil reducere samfundets skatteindtægter med et trecifret milliardbeløb.

“Nye Borgerlige lægger op til en fuldstændig forandring af velfærdssamfundet,” siger Morten Messerschmidt (DF) til BT. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

“Nye Borgerliges økonomiske politik er en gavebod for whiskybæltet. Fjernelse af selskabsskat og topskat samt reduktion af skat på aktier må få enhver millionær til at juble. Det er vildere end Liberal Alliance på en god dag,” siger Morten Messerschmidt til BT og fortsætter:

“Jeg betragter mig selv som borgerlig, men i et land som Danmark er det afgørende, at alle uanset pengepungen føler sig godt behandlet og ligeværdig. Det, som Nye Borgerlige lægger op til, er en fuldstændig forandring af velfærdssamfundet”.

Dagens udgave af BT, hvor Pernille Vermund og Morten Messerschmidt er i infight om den økonomiske politik.

Minder om USA

Morten Messerschmidt mener, at Nye Borgerliges samfundsmodel minder om et USA, hvor man må klare sig selv og velfærdsstaten bankes tilbage til stenalderen.

“Mange vil se sig sat ned i ydelser, mens de rigeste bliver endnu rigere. Der vil sikkert komme godt salg i både luksus-yachter og biler. Men er det godt, hvis ikke alle føler sig som en del af fællesskabet?,” spørger Messerschmidt i BT.

“Mange vil se sig sat ned i ydelser, mens de rigeste bliver endnu rigere”

Morten Messerschmidt til BT om Nye Borgerligs økonomiske politik

“DF er et rødt system-parti”

Pernille Vermund svarer igen ved at angribe Dansk Folkeparti. Hun siger, at DF ikke er borgerligt men “et rødt system-parti”, som har mistet respekten for folks penge.

“Sammen med venstrefløjen ønsker Dansk Folkeparti, at politikerne skal bestemme mere. De lader den offentlige sektor knopskyde i projekter og formynderi uden at få kvalitet for pengene,” siger partiformanden til BT.

Selv mener Pernille Vermund, at Nye Borgerliges økonomiske model, som bl.a. indeholder en minusvækst i det offentlige på 0,5 procent, vil gøre alle danskere rigere, undtagen udlændinge på overførselsindkomst.

“Vi er et vækstorienteret parti. Vi er et parti, der gerne vil give frihed og ansvar tilbage til danskerne og også gerne vil give penge tilbage til danskerne,” sagde Pernille Vermund under Folketingets afslutningsdebat.

“Sammen med venstrefløjen ønsker Dansk Folkeparti, at politikerne skal bestemme mere”

Pernille Vermund til BT
Nye Borgerliges leder Pernille Vermund får en snak med statsminister Mette Frederiksen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kristian Thulesen Dahl: Skidt for de gamle og syge

At de to partier ser meget forskelligt på den økonomiske politik, er også et tema i DF-formand Kristian Thulesen Dahls seneste ugebrev. Her stiller han spørgsmålet, om der er plads til både DF og Nye Borgerlige i dansk politik, og hans konklusion var et klart ja, for de to partier har vidt forskellige mål for det danske samfund:

“Selv hvis man laver det tankeeksperiment, at jobcentrene er væk og hele udlændingeområdet pludselig ikke længere kostede noget som helst, så ville der helt uundgåeligt mangle penge i kassen til velfærd, når man har givet så massive skattelettelser, som Nye Borgerlige ønsker. Et helt andet Danmark, end det vi kender. Godt for de mest velstillede. Skidt for de gamle og de syge,” skriver DF-formanden i ugebrevet.

Kristian Thulesen Dahl under sidste uges afslutningsdebat i Folketinget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Messerschmidt: Nye Borgerliges udlændingepolitik er bluff

For et par uger siden var det Nye Borgerliges udlændingepolitik, som Morten Messerschmidt kritiserede. I et interview med ditOverblik kaldte han partiets udlændingepolitik for “et stort bluffnummer”. Deres alt-eller-intet-linje fører nemlig ikke til reelle politiske resultater, mener han:

“De baserer hele deres politik på, at de har 90 mandater i Folketinget. At de vil løse det hele fra bunden, og alt andet er en lappeløsning. Men det er jo et bluffnummer i et demokrati. De har jo kun fire mandater. De kan jo ikke engang mønstre de 60 mandater, der skal til for at få den folkeafstemning om udlændingepolitikken, som de nu har forsøgt sig med flere gange,” sagde Morten Messerschmidt.

Læs artiklen i BT her

Læs også:

Messerschmidt: Nye Borgerliges udlændingepolitik er et bluffnummer

Kristian Thulesen Dahl: Nye Borgerlige ønsker et helt andet Danmark end DF