Kulturpolitikken skal fremme sammenhængskraften

0
1695
Arkivfoto

Af Simon Hampe, Næstformand i DF Guldborgsund, stud. International Handel & Markedsføring

Kulturpolitikken nærer sjældent stor bevågenhed blandt politikere og den øvrige befolkning, men alligevel vover jeg gerne den påstand, at kulturpolitikken er en af de vigtigste politiske områder på trods af kun 2 % af vælgerne i 2018 fandt kulturpolitikken afgørende for, hvor de satte deres kryds. Hertil var kultur blot nævnt én enkelt gang som en del af ordet ”præsentationskultur” i forståelsespapiret mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Det illustrerer ganske fint regeringens fokus på kultur.

Simon Hampe

I dagligdagspolitik ses kulturen desuden ofte reduceret til at omhandle folkebiblioteker, naturtilbud og måden, hvorpå vi bedst danner borgere i demokratiets billede. Og uden at forsømme betydningen af folkeoplysning og demokratisk forståelse, vil jeg alligevel påstå, vores kultur kommer før demokrati.

Demokratiet har i egenskab af sig selv ingen universel berettigelse, da det i praksis er bygget op om idealer. Demokrati har derfor brug for noget konkret at blive forankret i. Hvori nationalstaten spiller en væsentlig rolle, især hvis den har formået at sikre en høj grad af stabilitet og gensidig tillid. Det stærkeste demokrati er derfor forankret i en kultur, hvor nogle fælles grundlæggende normer og værdier er dominerende. Det nationale fællesskab har derfor stor betydning i understøttelsen af de demokratiske institutioner og det frie samfund. Mennesket er trods alt et socialt væsen, og vores behov for at tilhøre et fællesskab vil nok se sig besværet i at blive opnået alene med udgangspunkt i en demokratisk institution – derfor er en positiv tilknytning i form af en fælles historie, national kultur, sprog og religion essentiel. Uden en kernekultur og et nationalt fællesskab vil demokratiet ganske enkelt bestå af abstraktioner og tomme idealer om frihed og lighed.

Danskerne er navnet på dem, der i generationer har levet og interageret sammen indenfor et konkret geografisk område, hvilket har skabt en fælles historie, hvorpå en række moralske værdier, normer og sociale erfaringer har forplantet sig. Det har skabt en fælles kultur, der siden har fremmet en loyalitet til hinanden, hvor grundlaget for det liberale samfunds udbredelse senere blev lagt.

Danskhed er et eksistensvilkår

Det er disse natur- og historiegivne omstændigheder, som jeg vil kategorisere som danskhed. Danskhed bygger på et før-politisk grundlag, hvis oprindelse har afsæt i det danske sprog, kultur og vestlige traditioner – heri den historie som vi er fælles om. Det ses uspoleret af idéer, ismer og ideologier, da danskhed ikke er en anskuelse, men et fællesskab skabt ud fra vilkår, der af naturen og historien er forhåndsgivet. Det at være dansk handler om at være barn af den danske historie. At være dansk betyder, man foruden at dele en sproglig og kulturel tilknytning til Danmark, også er loyale overfor Danmark som nation, herunder forstås det fundament, som Danmark bygger på; kristendommen, monarkiet og det senere folkestyre med tilhørende frihedsrettigheder.

Danskhed er deraf ikke et fænomen konstrueret til lejligheden, men et underlæggende eksistensvilkår, der som et slægtskab, alle danskere er tilhørende. Det er en sammenhæng, vi alle er født ind i – dvs. en dansk sammenhæng.

Radikale, kosmopolitter og humanister vil selvfølgelig hævde, vi alle er født som mennesker, hvori vi hører hjemme i menneskeheden. Med det sagt menes, at danskhed (eller tyskhed, svenskhed osv.) og nationale identiteter er primitive konstruktioner. De gør hellere mennesket til barn af en idé, fremfor en fælles historie. Den radikale idealist ønsker nemlig ikke at fremme det nationale, men at styrke det multikulturelle og abstrakte.

Sammenhængskraft er tillidsbetonet

Det danske demokrati er bygget op omkring en grundlæggende loyalitet til Danmark som nation med udgangspunkt i, vi nærer en fælles tillid til hinanden og de statslige institutioner. I Danmark hersker der en høj grad af tillidskultur, hvilket smitter af på sammenhængskraften i samfundet. Et par hverdagsnære eksempler på den omtalte tillidskultur er ubemandede vejboder eller tilliden til, vi kan tage et ord for et ord.

Kulturpolitikken er derfor vigtigere end, hvad den rangeres til af regeringen i dets forståelsespapir og i udvalgte undersøgelser, da det netop er kulturpolitikkens opgave at binde samfundets individer og grupper sammen i et fællesskab – et nationalt fællesskab.

Det er med afsæt i dette nationale fællesskab, og borgernes positive tilknytning hertil, at det nationale engagement har fundet sit rodfæste i et folkeligt fællesskab som kendt fra danske bonde-, arbejder- og idrætsbevægelser, der særdeles har været givende for sammenhængskraften. Det var i form af disse bevægelser, foreninger osv. nogle mennesker kollektivt skabte fælles goder. Dermed sagt er det ikke statens opgave at skabe sammenhængskraften, men derimod at styrke og understøtte den. Som sagt er sammenhængskraften udtryk for den fælles historie og kultur og dermed ikke noget, der fra statslig side skal reguleres.

Dansk kultur skal prioriteres

I et nationalt fællesskab er det essentielt at fastslå hvilken kultur, der skal nyde forrang, og der vil selvfølgelig forekomme en form for diskrimination – i det kulturernes rolle i samfundet ikke vil være sidestillet. Det er jo selvsigende, at man ikke kan bygge en national identitet på flere kulturer, og særdeles ikke på kulturer, der fundamentalt set er vidt forskellige. Her tænker jeg primært på islam og kristendom – arabisk og vestligt. Der hersker et dualistisk modsætningsforhold mellem disse to udgangspunkter, hvor kilen til gensidig tillid langt fra er eksisterende, hvorpå den nationale sammenhængskraft alt om lige, vil lide last på baggrund af en ligestilling mellem det kristne og vestlige kontra det muslimske og arabiske.

Danmark åbnede med udlændingeloven fra 1983 for alvor op for en masseindvandring, der ikke er set i nyere dansk historie. Indvandring til Danmark er intet nyt fænomen, da vi tidligere har modtaget huguenotter, hollændere, jøder og polakker, der uden større vanskeligheder i løbet af nogle generationer blev en del af det danske samfund. Til forskel til i dag, hvor der primært er tale om indvandre fra den arabiske verden, var de flygtninge og emigranter Danmark modtog dengang, europæere, hvis kultur, traditioner og religion var nært beslægtet med den danske.

For at sikre de bedste vilkår for integration må vi derfor helt droppe at tale om integration og anvende det mindre fængende og mere tabubelagte ord assimilation. Det handler om at indoptage indvandrerne i den danske kernekultur, hvis vi ønsker at bevare sammenhængskraften i samfundet, dvs. den sammenhængskraft der har været med til at sikre udbredelsen af de demokratiske og velfærdsmæssige institutioner, som vi så ofte i dag tager for givet. Hertil må vi 1.) være bevidste om vores egen kulturelle identitet, da assimilation i høj grad er afhængig af, at danskerne står sammen om deres fælles kultur og nationalfølelse og 2.) opstille en række kriterier for assimilation af indvandrere – da kulturpolitikken ikke skal stå alene, men indgå i samspil med andre politiske områder.

Det særligt danske skal derfor have forrang i Danmark, ellers vil den danske kultur reduceres til én blandt andre kulturer i landet. Der vil såvel være tale om en diskrimination, men dette er nødvendigt, hvis ikke multikulturalismen skal få hjemmel i Danmark, hvilket vil være konsekvensen af en passiv omend neutral kulturpolitik.